Debat og politik

“Vi venter spændt på at kunne byde kommende studerende velkommen på Nørresøkollegiet”

Foto: Nørresø Kollegiet

Læserbrev af byrådsmedlem Birthe Harritz (S) og institutleder Charlotte Lauridsen, henholdsvis formand og næstformand for bestyrelsen for Nørresøkollegiet.

For 40 år siden var vi så heldige, at forskningscenter Foulum kom til at ligge i Tjele Kommune. De mange nytilkomne til forskningscentret gav et frisk pust til egnen, idet helt op til 25 % af de ansatte bosatte sig i en ret kort radius fra “Gården”, som centret den gang blev omtalt i folkemunde. Da både Statens Husdyrbrugsforsøg og Statens Planteavlsforsøg blev flyttet til forskningscentret, var der flere, der begyndte at omtale det ’Statens’; et navn i daglig tale stadig hænger ved, selv om Forskningscenter Foulum siden 2007 har været en del af Aarhus Universitet.

Viborg er ikke en universitetsby, men AU Viborg klinger ganske godt, ikke mindst set i lyset af, at der hen over de næste 5-6 år er udsigt til, at der kommer op til 900 nye studerende til AU Viborg, som den nye campus hedder.

De første op til 90 studerende starter efter sommerferien på hhv. uddannelserne dyrlæge, dyrevidenskab og plante-fødevarevidenskab. Det nylige kvote 2 optag viste, at ikke mindre end 317 havde valgt dyrlægeuddannelsen som 1. prioritet, så det kan da kaldes en succes, idet det også viser at 42% at potentielle dyrlægestuderende foretrækker at læse ved AU Viborg.

Da det ikke er særlig lang tid siden, at udflytningen af studiepladser havnede på AU Viborg, så er det så meget desto bedre, at vi allerede har kollegieboliger til rådighed netop henvendt til studerende i forskellige stadier af deres uddannelse der beskæftiger sig med landbrugsrelaterede fag.

Vi har NørresøKollegiet, der er placeret på en grund på Asmildklostervej 13, med en fremragende beliggenhed med direkte udsigt til søen og byen.

NørresøKollegiet består af 40 kollegieværelser og et fælleshus.

Kollegiet er organiseret som en fond. Viborg Kommune var medstifter og indskød en grund ved fondens stiftelse i 1988. Landbrugsrådet indskød 12 millioner kroner til kollegiebyggeriet.

Fonden ledes af en bestyrelse, der varetager fondens formål og interesser. Bestyrelsen består af 2 repræsentanter fra Aarhus Universitet, en fra Københavns universitet, en beboerrepræsentant og 2 repræsentanter udpeget af Viborg Kommune.

Vi ved naturligvis ikke, hvor de nye studerende vælger at bo i Viborg og i midten af byen, men vi er glade for at have NørresøKollegiet som mulighed, for Nørresøkollegiet rummer mere end blot tag over hoved. Det byder også på socialt og fagligt fællesskab for internationale forskerstuderende og gæster, også fra KU.

Fra de to beboermøder som bestyrelsen har haft med kollegiets beboere, fremgår det tydeligt, at der er stor tilfredshed med at opholde sig på kollegiet, for at mødes med hinanden i fælleshuset og at de er glade for at bo så centralt. De efterlyser dog flere kulturelle tilbud, dansesteder og mere musik i byen.

For at støtte op om de studerende, der allerede nu bor på NørresøKollegiet, har Viborg Kommune sørget for, at der er bustransport mellem kollegiet og AU Viborg.

Men nu venter vi spændt på at kunne byde nogen af de kommende studerende velkommen på Nørresøkollegiet.

Kommentarer