Viborg By

Tusindvis af protestunderskrifter på vej til Region Midt

Ida Korgaard afleverer underskrifter fra Hvam og medarbejdere hos Grundfos' afdeling i landsbyen til Monika Jakobsen.325 underskrifter fik man samlet i den lille by, der ellers kun tæller 295 indbyggere. Fremsendt foto

Skønt Region Midtjylland allerede i sidste uge meldte ud, at de varslede besparelser på en lang række busruter foreløbig er parkeret, så er protesterne fortsat med uformindsket styrke. I dag afleveres flere tusinde underskrifter, når regionsrådet mødes klokken 11.00.

I samme øjeblik offentligheden blev opmærksom på, at Region Midt luftede planer om at spare på en række busruter på tværs af kommunerne blev en heftig modstand mobiliseret.

Martin Godsk fra landsbyen Skjoldelev ved Aarhus satte omgående en kampagne i gang på facebook, og inden for det første døgn bakkede 400 op om protesterne mod regionens planer.

Lokalt kæmper han for busruterne 111, 114, 116 og 200, men borgere overalt i regionen sluttede sig til hans kamp – for at bevare andre lokale ruter.

Lone Kastberg, Møldrup, afleverede søndag omkring 300 underskrifter til Monika Jakobsen. Underskrifter var indsamlet i forbindelse med spadestik-event i byen. Fremsendt foto

I Viborg Kommune var det særligt ruterne 50 Viborg-Skive og 59 Viborg-Aalestrup, der er udsatte. Her vil byer som Kvols, Knudby og Hvam miste deres ‘livsnerve’, hvis regionen fik magt, som de havde agt.

Mange tusinde mennesker klikkede sig ind og afleverede digitale underskrifter på den facebook-side, Martin Godsk havde oprettet til formålet.

Men han fik også mobiliseret lokale korps, som de seneste mange uger har været ude at stemme dørklokker, troppet op til lokale events og stået klar ved den lokale købmand for at samle underskrifter mod regionens varslede besparelser.

Den forløbne weekend var Martin Godsk og hans kæreste, Monika Jakobsen, rundt i regionen for at samle alle papirudgaverne af underskrifter sammen.

I dag kommer parret til Viborg for at aflevere det samlede resultat til formand for Region Midt, Bent Hansen, forud for rådets møde i regionssalen klokken 11.00.

At spareplanerne på busruter i regionen nu er udskudt til efter regionsvalget, betragter Martin Godsk som en sejr for kampagnen.

– Jeg var jo godt klar over fra starten, at jeg ikke bare kunne få denne besparelse fejet helt af bordet, men mit mål har været, at man får lavet en dybdegående analyse omkring, de besparelser man påtænker, og derfor betragter vi vores indsats som en sejr, siger Martin Godsk.

Kommentarer