Navnenyt

Tre gange jubilæum i Klejtrup fejres med reception

Bestyrelsesformand Michael Nøhr i midten flankeret af Asger Frank (tv) og Finn Skals. Privatfoto

Tre medlemmer af bestyrelsen i Klejtrup Kultur- og Multicenter kan i år fejre henholdsvis 30 og 25 års jubilæum. Det markeres ved en reception i centeret 9. maj.

KLEJTRUP – Bestyrelsen i Klejtrup Kultur- & Multicenter inviterer til jubilæumsreception fredag den 9. maj for at fejre tre af deres bestyrelsesmedlemmer, der markerer imponerende jubilæer. Finn Skals fejrer sit 30-års jubilæum, mens Asger Frank og bestyrelsesformand Michael Nøhr begge markerer 25 år i bestyrelsen. Michael Nøhr har i øvrigt været bestyrelsesformand i 15 år og er derved den længst siddende formand siden hallen blev bygget for ca. 42 år siden.

Disse medlemmer har ydet en solid indsats gennem mange år og har været med til at styrke og udvikle hallens faciliteter til glæde for Klejtrup og lokalområdets mange foreninger og idrætsudøvere. Bestyrelsen håber på stort fremmøde, da det er en oplagt mulighed for at vise sin støtte og taknemmelighed for deres mange års engagement.

Receptionen afholdes i hallen, hvor der vil være en let anretning med sodavand, øl og vin. For børnene vil der være forskellige aktiviteter i hallen, så hele familien kan møde op.

Den nuværende bestyrelse er kendt for sin erfaring og kontinuitet, hvilket også blev understreget for to år siden, da Gert Kristensen fejrede sit 40-års jubilæum. Klejtrup Kultur- & Multicenter bestyrelse består af 8 personer, der tilsammen har siddet 144 år i bestyrelsen, så der er mulighed for at høre en anekdote eller to til receptionen.

Bestyrelsen håber at venner, familie, sponsorer, samarbejdspartner og venner af hallen møder op og er med til at fejre deres jubilæer.

 

Kommentarer