Hammershøj

Tjele Efterskole har købt Andelskassen i Hammershøj

Bestyrelsesformand Christian Andersen (tv) og forstander på Tjele Efterskole, Kim Daugbjerg Hansen, foran bygningen, der snart får efterskolens skilt på facaden. Foto: Gitte Hagsholm

Altså ikke virksomheden, forstås, men ejendommen Randersvej 10-12, der tidligere husede Danske Andelskassers Banks kundefilial i Hammershøj. 1. juni erhvervede skolen lokalerne – man har brug for mere plads, og så bliver et mangeårigt ønske om at være mere synlige i gadebilledet opfyldt, lyder begrundelsen.

Da til-salg-skiltet dukkede op i på vinduerne af den nu rømmede bankbygning på hovedgaden i Hammershøj, var Tjele Efterskoles bestyrelse sammen med skolens ledelse ikke sene til at undersøge mulighederne for at overtage kvadratmeterne.

– Vi stod i den situation, at med to nye liniefag, ville vi få brug for mere plads, og det betød en både tidskrævende og dyr renovering af nogle lokaler på skolen. Så enten kunne vi bruge en masse penge på at renovere bygninger, eller også kunne vi bruge penge på at købe noget, der var klar til at tage i brug. Og så valgte vi det sidste, fortæller forstander for Tjele Efterskole, Kim Daugbjerg Hansen, om beslutningen.

Bestyrelsen fik via en lokal mand og tidligere medarbejder i Danske Andelskassers Bank, Knud Flarup, forhandlet sig frem til en god aftale med bankens ledelse. For nogle uger siden blev til-salg-skiltet så pillet ned igen, og nu har Hammershøjborgerne endelig fået mysteriet om den tomme bygning opklaret.

Næsten indflytningsklar

Lige nu er underviser på efterskolens kunstlinie, Gitte Livoni Pehrson, i fuld gang med at male et nyt skilt til facaden, men ellers skal der ikke ske det helt store, inden et nyt hold elever kan rykke ind i de nye lokaler.

– Vi tager faktisk bygningen i brug, som den er; vi skal kun lige have justeret nogle småting i det store rum, som skal være vores nye fælleslokale, hvor elever og lærere samles hver morgen for at se nyheder med mere, fortæller forstanderen.

Liniefagene placeres i de forskellige kontorer, og så vil man på sigt lave køkkenet om til konferencelokale, men allerførst vil der blive trukket fiber fra skolen, så der kan komme ordentlig bredbånd ind.

Esport på skemaet

Hurtigt bredbånd bliver der ekstra brug for, da et af skolens to nye liniefag er esport.

– Der er virkelig kommet meget fokus på esport de senere år, og derfor vil vi gerne tilbyde det som fag på skolen. Jeg tog kontakt til Søren Hansen på Grenaa Handelsgymnasium (HHX – en del af VID Djursland, red.), hvor de allerede har det som fag. Han henviste mig til Esport Service, som formidler undervisning i faget, siger Kim Daugbjerg Hansen og tilføjer:

– Det fungerer ligesom på vores animationslinie, hvor vi henter undervisere ind fra animationsskolen i Viborg. På samme måde får vi nogle aktive og højt rank’ede esports-udøvere som undervisere her på skolen.

Skak er tilbage

Det andet “nye” liniefag er skak, som Tjele Efterskole efter nogle års pause har valgt at relancere som liniefag.

– Skak har ligget stille i en årrække, men nu tager vi det op igen, og vi har allerede elever tilmeldt, fortæller Kim Daugbjerg Hansen.

Skolen har da også en af landets største kapaciteter på området til at undervise de kommende elever, kan han han afsløre.

– Allan Stig Rasmussen er Danmarksmester i lynskak, han er nummer 2 i almindelig skat – og stormester. Han har været tilknyttet Tjele Efterskole et par år nu for at få liv i skaklinien igen, oplyser han

– Vi har markedsført de nye liniefag via vores hjemmeside og facebook. Og for så vidt skak angår, så er Allan jo med til at sprede budskabet i de kredse, han færdes i, tilføjer Kim Daugbjerg Hansen.

Han glæder sig til at Tjele Efterskoles flotte skilt op på det nye domicil.

– Bygningen vil give os et ansigt ud til A16, som ifølge vores bestyrelsesformand, Christian Andersen, har i snit 1600 passerende biler på hverdage. Det har jo også en markedsføringsmæssig værdi for os som efterskole. Og så er vi for alvor blevet synlige for hele byen, slutter han.

Kommentarer