Strengere krav på vej til vandværkerne på Tjele-egnen
På det seneste byrådsmøde i Viborg blev det besluttet at sende et forslag til grundvands- og drikkevandsindsatsplaner for Foulum, Hammershøj, Hvidding, Kvorning, Lindum, Rødding, Sjørring, Tindbæk, Vammen, Vejrumbro, Vorning og Ørum Vandværker i 12 ugers høring.
Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune besluttede på et møde i marts 2016, at der i forbindelse med udarbejdelsen af drikkevandsindsatsplaner administreres efter den såkaldte ‘Ny Viborg-model’.
Retningslinjerne for indsatsen over for nitrat i disse indsatsplaner er derfor udarbejdet med udgangspunkt heri, det oplyser medlem af Klima- og miljøudvalget, Birthe Harritz (S) i en pressemeddelelse.
Ny Viborg model
“Skærpet overvågning ved koncentration af nitrat på over 5 mg/l.
Målrettet indsats når nitratkoncentrationen er over 10 mg/l, her skal man forholde sig til dyrkningsaftaler og eventuelle opkøb”.
Forslagene til indsatsplanerne er udarbejdet på baggrund af Miljøstyrelsens kortlægningsrapport i samarbejde med en lokal arbejdsgruppe, som blev startet op i 2017.
Arbejdsgruppen består af Tom Madsen, Jørgen Bækby, Poul Erik Mikkelsen, Jens Lang, Bjarne Dindler Rasmusen, alle fra Tjeleområdet, plus repræsentanter fra Landboforeningen Midt, Region Midt og Viborg Kommune.
Indsatsplanerne er udarbejdet på baggrund af en detaljeret kortlægning af geologi og grundvand i området gennemført af Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens kortlægning er af Viborg Kommune suppleret med datagrundlag fra Region Midt omkring forurenede grunde.
– Kortlægningen har dokumenteret, at der findes vigtige lokale grundvandsressourcer i området omkring Hammershøj, Ørum og Rødding, men også at størstedelen af ressourcen er følsom overfor forurening fra overfladen. Indvindingsoplandene til Hammershøj Vandværk, Kvorning Vandværk, Lindum Vandværk, Sjørring Vandværk, Vejrumbro Vandværk, Vorning Vandværk og Ørum Vandværk er vurderet som nitratfølsomme, og indvindingsoplandene til Foulum Vandværk, Hvidding Vandværk og Rødding Vandværk er vurderet som delvist nitratfølsomme, forklarer Birthe Harritz.
Indsatsplanerne indeholder et afsnit om særlige indsatser, som gælder specifikke indsatser for det enkelte vandværk. Indsatsplanerne indeholder ligeledes et afsnit om generelle indsatser, som har en række bestemmelser, der har det overordnede formål at beskytte grundvandet i området som en fremtidig drikkevandsressource. Indsatsplanernes bestemmelser skal således sikre, at grundvandet i området har en kvalitet og mængde, så det kan indvindes og anvendes til drikkevand
Planerne sendes nu i høring i 12 uge, og i den periode vil der blive holdt et møde om planerne, oplyser Birthe Harritz.
– Jeg håber, planerne vil blive læst med interesse, for rent drikkevand har stor betydning for os alle, siger hun.
Planerne kan læses på Viborg Kommunes hjemmeside og mødedatoen vil blive annonceret på Viborg Kommunes annonceside i dagblade og ugeaviser.
Kommentarer