Stoholm

Stort gospelkor kommer til Stoholm

Koret Gospel D’Light kan opleves i Stoholm 2. marts. Pressefoto

Energisk, harmonisk, livsbekræftende! Sådan lyder beskrivelsen af koret Gospel D’Light, som giver koncert i Stoholm Kirke torsdag 2. marts.

Gospel D’Light består af de bedste gospel-sangere i det midt/vestjyske, håndplukket til netop dette kor, som blev oprettet i 2006.

Der var store ambitioner, da koret startede, og det må siges, at det er lykkedes at skabe et koncertkor i professionel klasse. Koret arbejder konstant med at dygtiggøre sig, såvel musikalsk, som med at nå ”ud over scenekanten”.

Der arbejdes meget med trivsel i koret, for kun der opnås det bedste resultat. Gospel D’Light giver adskillige koncerter landet over. Det er blevet til samarbejde med kendte navne, som Lene Siel, Jesper Lundgaard, Trine Jepsen, Mette Jacobsen og ikke mindst Etta Cameron. Koret blev også udvalgt til at være med i en opsætning af Les Miserables.

Alle steder samler det fulde huse og der er god respons, hvor koret kommer frem. Koret modtager ofte ros for dets engagement, energi og tilstedeværelse.

Koret har lagt vægt på både at kunne levere en stor pompøs, nærmest symfonisk lyd, og det at dyrke det stille, delikate og forfinede, når den enkle ballade skal gå lige i hjertet.

Gospel D’Light ledes af den prisbelønnede sanger og dirigent Ole Jørgensen. Med sin entusiasme og indlevelse spreder han, sammen med koret, en glæde og varme, man kan leve længe på.

Repertoiret spænder fra klassiske smukke salmer til nye sange i spændende arrangementer, mange skrevet specielt til Gospel D’Light. Musikken bevæger sig også ind i stilarter som musical og det mere ”funky”, alt sammen naturligvis med gospelmusikkens glæde og energi. Glæd dig til sange som Happy Day, Oh when the Saints, You Raise Me Up, Swing Low og Operator.

Koncerten i Stoholm Kirke er lavet i et samarbejde mellem Stoholm Menighedsråd, Ældre Sagen Fjends-Karup, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne, Sport på Tværs og Viborg Bibliotekerne.

Det foregår torsdag den 2. marts klokken 19.00. Billetter à 75 kroner kan købes på Viborg Bibliotekernes hjemmeside www.viborgbib.dk.

Kommentarer