Stor donation til Ørslev Kloster
Ørslev Kloster får nyt liv i et omfattende restaurerings- og udviklingsarbejde over de kommende år. En samlet bevilling på 51 millioner kroner fra en række fonde og foreninger gør det muligt at fremtidssikre det 800 år gamle nonnekloster. Klosteret spiller i dag en vigtig samfundsrolle – både som arbejdsrefugium og som rekreativt og kulturelt besøgssted.
Med en samlet donation på 51 mio. kroner muliggør nogle af landets største fonde restaurering og udvikling af Ørslev Kloster Arbejdsrefugium. Det over 800 år gamle nonnekloster, som ligger ved Limfjorden, har siden 1969 givet arbejdsro til over 40.000 refugiegæster. En samlet donation sender arbejdsrefugiet sikkert ind i fremtiden.
En række markante danske fonde har tilsammen givet 51 millioner kroner til projektet. Midlerne er givet af A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, foreningen Realdania, Spar Vest Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Slots- og Kulturstyrelsen, GBHF-Fonden, Skive Kommune og Sportgoodsfonden.
Donationerne betyder, at hele anlægget og det omkringliggende kulturmiljø omkring Ørslev Kloster Arbejdsrefugium i de kommende år skal restaureres, udvikles og fremtidssikres.
11 ekstra værelser og nye adgange
Bestyrelsesformand Mads Bille udtaler:
– Med donationen kan vi nu aktivere og styrke det historiske klosteranlæg. Vi sikrer stedets enestående funktion, historie og atmosfære. Projektet er en del af en gennemarbejdet forretningsplan og strategi, hvis hovedformål er at sikre Ørslev Kloster som en vigtig del af den nationale kulturarv og som en væsentlig del af en regional ressource.
Helt konkret betyder det kommende arbejde, at der bliver etableret 11 ekstra værelser, og at der kommer et trappeforløb fra kælderens folkestue til kirkens tårn, så man kan bevæge sig rundt i hele anlægget. Klostrets portnerbolig bliver desuden udbygget til gruppeophold med 8 af de ekstra nævnte værelser. Ydervægge, døre og vinduer bliver restaureret, og tekniske installationer bliver fornyet. Samlet set forbedres faciliteterne både inde og ude.
Der skal anvendes bæredygtige og langsigtede løsninger. Det samlede kulturmiljø med kirke, kloster, gård og de omgivende 48 tønder land med skov, enge og park udgør nemlig et af de absolut bedst bevarede nonneklostre, som er tilbage i de nordiske lande.
Klosteret har stået i 800 år og går med dette projekt en lang fremtid i møde. Restaureringen bliver udført med respekt for historien og med blik for fremtiden.
Et almennyttigt opholdssted
Udviklingen af Ørslev Kloster er samtidig et almennyttigt projekt, der skal komme flest mulige mennesker til gode. Klosterområdet spiller i dag en nyttig og aktuel samfundsrolle – både som arbejdsrefugium og som rekreativt og kulturelt besøgssted for mere end 20.000 mennesker hvert år.
Til parken og skoven er der offentlig adgang året rundt, og klosteret afholder over 100 rundvisninger om året samt 2-3 events, der trækker mange mennesker til fra nær og fjern. Til disse mange besøgende vil der blive etableret en formidlingsenhed, så alle kan gå beriget fra et besøg på Ørslev Kloster – også selvom man ikke i det daglige kan komme indenfor i klosteret, hvis man ikke er på arbejdsophold.
Vi er glade for de mange generøse fondsdonationer, som vil give nyt liv til Ørslev Kloster og komme mange mennesker til gode, siger klosterforvalter og middelalderarkæolog Janne Fruergaard Keyes, der sammen med sin irske mand Garry Keyes, som også er middelalderarkæolog, står for den daglige ledelse af refugiet.
Åbent året rundt
Projektet sættes for alvor i gang i januar 2019 og vil være færdigt inden udgangen af 2021. Arbejdet er tilrettelagt sådan, at man stadig vil kunne bo på Ørslev Kloster undervejs og endvidere har god mulighed for at følge det spændende projekt.
Fonde bag donationen
Støtten til Ørslev Kloster er på lige godt 51 mio. kr. A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (20 mio. kr.), foreningen Realdania (9,3 mio. kr.), Spar Vest Fonden (7.863.586 kr.), Augustinus Fonden (5 mio. kr.), Aage og Johanne Louis-Hansens Fond (5 mio. kr.), Slots- og Kulturstyrelsen (1.266.000 kr.), Godfred Birkedal Hartmanns Familiefond (1 mio. kr.), Skive Byråd (1.613.586 kr.), Skive Kommunes Vækstpulje (330.000 kr.), Skive Kommunes Landsbypulje (250.000 kr.) og Sportgoodsfonden (150.000 kr.).
Hovedrådgiver på projektet er VMB-arkitekter ved Mette Viuf Larsen
Arbejdsrefugiets historie
Arbejdsrefugiet blev til som et ønske fra Komtesse Olga Sponneck, der var den sidste adelige ejer af klosteret. Hun døde juleaften 1964, og i 1969 åbnede refugiet dørene første gang. Komtessen foretog en større restaurering, da hun erhvervede klosteret i 1934, men meget af det, der blev lavet dengang, trænger nu til en kærlig hånd.
Det samlede kulturmiljø udgør Danmarks og et af Nordens bedst bevarede nonneklosteranlæg, hvor hele kirken, klosteret og haveområderne er bevaret i deres kerne. Bygningsmassen er i sin helhed middelalderlig med stærke spor efter nonneklosteret, men er i særdeleshed pakket ind i en barok overflade fra den efterfølgende herregårdsperiode.
Formål
“Ørslev Kloster Arbejdsrefugium spiller i dag en nyttig og aktuel samfundsrolle – både som arbejdsrefugium og som rekreativt og kulturelt besøgssted for mere end 20.000 mennesker hvert år. Stedet er at af både Nordens og Europas væsentligste arbejdsrefugier. Arbejdsrefugiet er almennyttigt, og alle uanset baggrund kan søge ophold med et defineret arbejdsprojekt. Alle behandles ens og er lige, og både ånden og visionen for driften af stedet er, at det er og skal være et meget skandinavisk, dansk og demokratisk projekt, der går på tværs af politik, religion og faglighed”.
Kommentarer