Debat og politik

Stine Isaksen: En kommune der hænger sammen

Se billedserie Stine Isaksen. Pressefoto

Debatindlæg af Stine Isaksen. Spidskandidat for Alternativet Viborg.

Et af de hede emner i valgkampen til kommunalvalget har været forholdet mellem land og by i kommunen – hvordan vi skaber sammenhæng og hvordan investeringerne skal fordeles mellem de større og mindre byer.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at præsentere Alternativet Viborgs politik på netop dette område.

Vores målsætning er en økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling, som forbedrer muligheden for, at man med succes kan leve, bo, arbejde og drive virksomhed i hele kommunen. Alternativet i Viborg vil på alle planer arbejde for en ny, decentral og mere involverende politisk kultur.

Magten, friheden og handlekraften skal i højere grad gives til lokale fællesskaber. Flere beslutninger skal flyttes så tæt på borgerne som muligt, og borgerne skal have bedre mulighed for at påvirke, hvad der sker med deres lokalområder, skoler, institutioner og arbejdspladser. Denne overordnede målsætning udmønter vi i 6 konkrete politikker:

1: Muligheden for at oprette landsbylaug (lokalråd) eksisterer allerede i dag, og vi vil arbejde for, at der bliver oprettet endnu flere landsbylaug, hvor lokale ildsjæle og borgere inddrages i vigtige politiske spørgsmål om kommunens og lokalområdernes fremtid og udvikling.

Vi ønsker også at fremme borgerinvolvering og medborgerskab ved at oprette mulighed for ”borgerbudgetter”. Med borgerbudgetter vil vi give lokalbefolkningen mulighed og frihed til at bestemme over en del af det kommunale budget, som de kan bruge på lokale aktiviteter og projekter.

Potentialet i borgerbudgetter er stort, fordi det styrker det nære demokrati og den lokale ejerskabsfølelse, når borgerne selv kan bestemme, hvad en del af de kommunale midler skal bruges til.

2: For at styrke bosætningen i de mindre byer skal vi udnytte, at mange arbejdspladser er præget af stor fleksibilitet med god mulighed for at arbejde hjemmefra. Den enkelte landsby kan opfordres til og understøttes i at oprette fjernarbejdskontorer, fx ved at et hus der alligevel står tomt, sættes i stand.

På den måde kan både mennesker, der arbejder hjemmefra, lokale iværksættere og studerende kan nyde godt af nogle gode faciliteter (fx videokonferenceudstyr, så man kan kommunikere med kolleger der er et andet sted), få en mere struktureret arbejdsdag med ”kollegaer”, og samtidig derved styrke lokale netværk. Det kræver, at kommunen fx understøtter udbredelsen af hurtigt og stabilt internet som en helt uundværlig infrastruktur.

3: Offentlige Private Partnerskaber (OPP) har længe været en del af det danske samfund på kommunalt og nationalt plan – især i forbindelse med store bygge- og anlægsprojekter. Alternativet i Viborg foreslår, at vi satser på OBP – Offentligt Borgerdrevne Partnerskaber – som skal give kommunens lokalsamfund mulighed for, at de kommunale service- eller omsorgsopgaver varetages og løses af lokale aktører.

Gennem OBP’er vil vi åbne op for, at lokalsamfund får mulighed for selv at løfte opgaver inden for disse områder, før de sættes i udbud. Dette kan styrke sammenhængskraften, og skabe og forankre lokale arbejdspladser. Samtidig vil det udvikle en mere inddragende og borgernær kultur i den kommunale opgaveløsning.

4: Vi skal så vidt muligt giver skolerne fri, som den enkelte skolebestyrelse får mandat til at træffe væsentlige beslutninger om skolens rammer og dagligdag. På den måde er der frihed til at indgå i et aktivt samspil men andre lokale aktører – fx idrætsforeninger, haveforening mv.

Vi mener også, at den kommunale kulturskole skal ud på alle skoler, så man som fx i Hjørring understøtter et levende musik og kulturliv også i kommunens landdistrikter – i stedet for at bruge kulturpenge på prestigefulde samarbejder og store events.

5: Landsbyernes og landdistrikternes største aktiv er nærheden til naturen. Bl.a. Hærvejens muligheder for vandre- og cykelferier har også vist, at der er stor potentiale i kommunen for turisme, der knytter sig til naturen og naturoplevelser. Kommunen skal derfor understøtte, at det bliver lettere for borgere og turister at nyde naturen ved at gøre naturen mere tilgængelig.

Vi skal derfor investere i at oprette, vedligeholde og videreudvikle skovlegepladser, naturstier, handicapforhold, friluftsliv og oplevelsesruter, der gør det attraktivt for borgerne at bosætte sig i mindre byer og landdistrikter og for turister at nyde kommunens naturperler.

6: Transport er en udfordring for en mere decentral udvikling. Derfor vil vi arbejde på at udvide den kollektive trafik og understøtte mere deleøkonomi. Vi vil undersøge og afprøve nye muligheder for flextrafik, for eksempel nye organiseringsmodeller for delebil- og cykelordninger samt kombinationen af samkørsel og offentlig transport.

Her kan man passende lade sig inspirere af samarbejdet mellem Nordjyllands trafikselskab og GoMore om at udvide kendskab til og anvendelse af samkørsel. Vi skal også udvide nettet af cykelstier – især mod vest – Holstebro og Struer, så man nemt og sikkert kan bevæge sig mellem kommunens byer på cykel.

Kommentarer