Vorning

Soppemarchen i Vorning indledte en uges fest for hele egnen

Soppedronningen, Dorthe Remmevad, med sit følge til Soppemarchen i Vorning søndag. På lørdag abdicerer 'mejestæten' for at overlade tronen til sin hemmelige efterfølger. Fremsendt foto

I går blev årets Soppefest skudt igang med Soppemarchen, som i år havde start i Vorning, hvor borgere fra alle omegnsbyerne stillede op til en hyggelig vandretur med efterfølgende fællesspisning. Den næste uges tid indeholder et tætpakket program, som vanen tro byder på en skøn blanding af klassikere og nyheder.

En af de helt store nyheder er imidlertid slet ikke en nyhed – tværtimod. Det ellers hedengangne – men særdeles populære – Drive-In banko er nemlig trukket fem af gemmerne og ud på boldbanerne onsdag aften.

– Vi snakkede i komiteen om, at vi gerne ville have noget helt andet til Soppefesten, end vi plejer, og da banko er meget populært her på egnen, så fandt vi på at genoplive drive-in banko på stadion for en enkelt aften, fortæller formand for komiteen, Dorthe Remmevad, som håber det kan trække mange banko-entusiater til.

Øl i stedet for vin

Torsdag aften er vin skiftet ud med øl. Sidste år havde  man forsøgsvist vinsmagning på programmet, men det havde ikke den store tilslutning.

– Det var tanken, at vi kunne lave noget der appellerede lidt mere til kvinder. Det var superhyggeligt og et godt arrangement, Lene Stentoft fra Liber Vin i Sønderbæk leverede. Der deltog bare ikke så mange, så nu er vi tilbage til øllet, fortæller Dorthe Remmevad.

Det er mikrobryggeriet Syndikatet, som leverer de liflige dråber, der indtages sammen med pålægsbord.

Peter Sort og de 2 andre idioter optræder ved griseaftenen fredag. Foto fra facebook

Ikke så lang fredag

Den populære griseaften fredag har – udover de traditionelle spareribs – skør underholdning på menuen. 3-mandsbandet ’Peter Sort og de 2 andre idioter’  vil underholde, og de beskriver sig selv således: ”3 glade musikere, der ikke er helt normale. Sætlisten er aldrig fastlagt på forhånd, og musikken serveres med et godt lag jysk humor”.

Modsat tidligere vil man i år lukke for ølhanerne allerede klokken 24 – lige efter fyrværkeriet.

– Vi blev enige om, at det simpelthen bare er for hårdt at gå og rydde op klokken 2 om natten, når vi skal op megatidligt næste morgen og være på hele dagen. Så derfor har vi besluttet at lukke ned til midnat, siger formanden.

Anders Kjærhauge (tv) og Morten Vestergaard (th) vender for en stund tilbage til barndomsbyen, for at underholde lørdag eftermiddag med deres band, Kjærhauge, Sørensen & Vestergaard. Fremsendt foto

Flere nyheder lørdag

I friluftsbadet vil der være den traditionelle bydyst, men i år er der nu også kommet en gadedyst på programmet. Den finder sted på festpladsen lige efter pigegardens tattoo. Hvad dysten går ud på forbliver en hemmelighed til selve dagen.

En anden nyhed, som også en slags gensyn, er et musikalsk indslag lørdag, hvor Soppefesten får besøg af trioen Kjærhauge, Sørensen & Vestergaard, som vil underholde i teltet. Anders Kjærhauge og Morten Vestergaard er begge bysbørn – nogle vil kunne huske dem fra bandet Fiaskoes, de havde sammen med Ejner Dam og Jesper Juel. De to, som spiller heholdsvis bas og guitar,har taget deres musikkollega, Jens Sørensen, med til at slå rytmen an.

Populære Muddi kommer og underholder med sit Solo show lørdag formiddag. Pressefoto

Det’ for børn

Søndag er det børnens tur til overraskelser.  Meget af dagens program er hyggelige gentagelser;  blandt andet kan børnene igen i år møde Mr. Butterfly. Men inden han går på omeftermiddagen, sker der store ting om formiddagen. Klokken 11 er der populær børneunderholdning i topklasse med Muddi’s Solosjov.

Derudover byder dagen på masser af aktiviteter for både små og store, inden årets Soppebal hvor det faste band, Bogarts nok skal sørge for en festlig afslutning

Komiteen håber, at publikum vil tage godt imod årets program, som også består af en lang række faste elementer, så som tombola, hoppeborge, guldgravning, vandmaskine, grill, soft ice og øltelt. Sidste års nyheder, LAN party i teltet og sjove konkurrencer uden for teltet, er også på programmet igen.

Tilbage er bare at krydse fingre for det gode vejr.

Se hele Soppefest-programmet her.

Kommentarer