Idékonkurrence om fremtidig anvendelse af bygninger på sØnæs
Efter etablering af rensedam og rekreativt område på sØnæs har boldklubben B67’s tidligere klubhus stået ubenyttet bortset fra offentlig adgang til et af toiletterne. Bygningerne, der står på kommunal jord, ejes i dag af Energi Viborg, men er under salg til Viborg Kommune.
Gennem en idékonkurrence ønsker byrådet at afsøge projektforslag fra interessenter, som har gode ideer til aktiviteter i bygningerne såvel som økonomisk grundlag for en sund drift.
Der åbnes i konkurrenceoplægget op for, at et kommende projekt for bygningerne på sØnæs kan inddrage benyttelse af ‘Tehuset’ på det grønne areal cirka 200 meter nord for klubhuset. Viborg Kommune har overtaget ‘Tehuset’ fra Region Midtjylland, og det har i dag ingen anvendelse.
Det foreslås, at forvaltningen gives mulighed for, efter konkurrencens udløb, at starte dialog med de parter, der har budt, og herigennem afsøge eventuelt grundlag for et fælles projekt, forinden sagen forelægges byrådet til afgørelse den 20. december.
Parterne bag det udpegede projektforslag skal efterfølgende konkretisere projektet med henblik på at det nødvendige plangrundlag kan etableres. Projektet kan realiseres gennem enten leje eller køb af bygninger og jord.
Såfremt Viborg Kommune sælger, skal dette ske gennem et åbent udbud, hvor køberen forpligtes til at gennemføre et byggeri, der svarer til det vindende projekt. Herefter sælges til højstbydende.
Kommentarer