Debatindlæg af Sofia Voetmand, 15 år, 8.a på Ørum Skole.

Mange mennesker beklager sig over folkeskolen uden selv at være en del af den. Selv hvis du er forælder til et barn i folkeskolen, ved du ikke, hvordan den virkelig er lige nu. Og heller ikke som lærer.

Nu skal jeg måske præsentere mig selv: Jeg hedder Sofia, jeg er 15 år gammel og går i 8.a på Ørum Skole. Ørum Skole er ikke den største skole, og det gør mig ked af det at se, hvordan allerede ned i mellemtrinnet, at elev efter elev forsvinder for at gå på Privaten (Viborg Private Realskole, red.). For skolen er normalvis god nok.

Lærerne er glade (for det meste), der er et godt fællesskab mellem lærer og elev, og generelt er den ikke så stressende. I hvert fald ikke for en indadvendt person som mig, der har brug for at være sammen med lidt færre mennesker. Og så er der en masse læring.

Men i dette skoleår er jeg ved at miste modet og kan næsten ikke vente de 5 måneder, der er til, jeg skal ud af ottende og videre på efterskole. Selv de mest fleksible elever er meget udfordret på skolen. Det er så ustabilt med, hvem vi har som lærer, at vi har svært ved at finde ud af, hvad vores lærere hedder. Rettere sagt vores vikarer.

For vi er en de uheldige skoler ramt af sygdom blandt lærerne. Så meget nogle gange, at personale fra f.eks. SFO’en skal undervise os. På trods af at vi har mindst 4 vikarer, der er ansat. Det betyder usikkerhed, og at jeg faktisk ikke kan huske, hvornår vi afsluttede et forløb i dansk, tysk, engelsk og sikkert også flere fag. Men det er bare de fag, hvor vi har mindst sikkerhed.

F.eks. har vi noget, der kaldes ”Bånd”. Det er en tyve minutters time, der er lige inden sidste frikvarter. Det er mest en fyldetime, men det betyder ikke, at den ikke er noget værd. Næsten hver eneste fredag har vi ikke nogen lærer i den time. Og meget mening giver det altså ikke at banke på i lærerforberedelsen for at hente en lærer.

I stedet er vi begyndt (i vores klasse i hvert fald) at bruge det som en slags ”fællesskabstime”. Hvor vi simpelthen taler på kryds og tværs mellem hinanden.

Det kan da for dælen ikke passe, at vores skole ikke har mulighed for at give lærerne nok velfærd til, at de ikke bukker under for stress, eller at de konstant er syge! Det kan ikke passe! Helt ærligt er det absolut ikke fair overfor alle skatteborgerne, der hver måned betaler næsten halvdelen af deres løn til, at vi unge kan gå i folkeskole.

Vil du gerne have, at dine penge bruges på, at vi ikke kan få ordentlig undervisning? Jeg er heldig, for jeg har nemt ved at følge med, men det er da ikke fair overfor f.eks. nogle af mine veninder, der har brug for en lærers hjælp. Det er ikke fordi, de har brug for specialhjælp. De har bare brug for, at nogen kan hjælpe dem, når de ikke har fået helt fat i stoffet efter en kort, upræcis gennemgang af en vikar, der ikke aner hvad der foregår.

De har brug for faglighed, og det føler jeg ikke, at der er, når der konstant er vikar på. Det er lige før vi jubler, hver gang vi ikke har vikar. For i løbet af i hvert fald det sidste halve år, har der ikke været én uge, hvor der ikke har været mindst fem vikartimer. Det er for dårligt.

Jeg ved ikke, om det bare er fordi vores lærere ikke gider undervise os, eller om det er fordi skolen
simpelthen ikke har nok midler at arbejde med. Men jeg kan mærke, hvordan det faste grundlag og den faglige undervisning på skolen forsvinder.

Og det er jeg ked af, for mange er afhængige af den skole. Det er ikke alle, der kan tage bussen hver dag eller blive kørt til og fra Viborg. Eller vil du måske sende dit barn i indskolingen med offentlig bus til Viborg hver dag?