Viborg By

Skal Randersvej hedde Hans Tausens Allé?

Teknisk Udvalg skal i morgen tage stilling til, om den indre del af Randersvej skal skifte navn til Hans Tausens Allé.

Baggrunden er et forslag fra biskop Henrik Stubkjær, der har foreslået, at strækningen mellem lyskrydset Randersvej/Sct. Ibs Gade til rundkørslen ved Bisp. Gunnars Vej skal hedde Hans Tausens Allé og ikke Randersvej. Hedeselskabet har foreslået navnet “Dalgas Boulevard” eller noget lignende. Men teknisk udvalg syntes bedst om “Hans Tausens Allé” og besluttede på sit møde den 4. januar at sende dette forslag i høring. Hvis det nye navn vedtages, kommer vejstykket til at skifte navn på reformationsdagen den 31. oktober i år.

Den eneste indsigelse, der er kommet i høringsperioden er fra Golf Hotel, som også var den eneste part, der blev inviteret til at komme med sin mening om navneændringen. Hotellet synes ikke om idéen, da stedets markedføring gennem 30 år har fortalt, at hotellet lå ved Randersvej. At ændre alle tryksager og webomtaler af hotellet vil udgøre en betydelig udgift, anfører hotellet i sin indsigelse. “Skulle De imod forventning beslutte at gennemføre ændringen af vejnavnet forventer hotellet at blive hold skadesløs forstået på den måde, at De påtager Dem de omkostninger, det får i denne forbindelse” hedder det i indsigelsen, underskrevet af direktør  Karl Marchl.

Kommentarer