Så fik de endelig indviet vandrestien i engene syd for Hammershøj
Mens coronaen satte en stopper for de fleste aktiviteter rundt omkring, satte en flok frivillige fra Hammershøj med borgerforeningen i spidsen sig for at få genatableret et stisystem i engene syd for byen. Torsdag i sidste uge kunne man så med de nyeste lempelser invitere til indvielse af den 4,5 kilometer lange strækning.
Hammershøj Borgerforening har brugt coronatiden på at få klargjort vandreruten Mejerigrøften syd for Hammershøj med en masse hjælp fra frivillige i byen, og med nye lempelser blev det endeligt muligt at vise resultatet frem for byens borgere, og derfor havde man inviteret til åbning af stien torsdag 10. juni klokken 19.00.
– Vi er allerede en flok, der går tur sammen om torsdagen, så det var oplagt at flytte sidste uges gåtur til den ‘nye’ rute, og det var skønt af se den gode opbakning, fortæller Anja Poulsen fra borgerforeningen.
Deltagerne fik da også de helt rette betingelser til turen med det dejligste solskin og en mild brise. Efter turen var der fælles hygge med frugt og vand.
Sporet er finansieret af Spor i Landskabet og Nordeafonden.
I gang igen
Borgerforeningen proklamerede i begyndelsen af året 2020, at her ville man sætte ind med en lokal kampagne, Sund By 2020. Formålet var at sætte fokus på både den fysiske og mentale sundhed blandt borgere, men også på fællesskabet i byen.
Med coronaudbrud og nedlukning af aktiviteter blev der imidlertid sat en stopper for det, som med så meget andet.
– Nu håber vi, at vi hermed har fået gang i arrangementerne i byen med en masse inspiration til en sund livsstil, siger Anja Poulsen og opfordrer folk til at holde øje facebook-siden.
Indvielse af Krolfbane
Allerede på torsdag den 17. juni sker der noget i byen igen. Her er er nemlig indvielse af den nyetablerede Krolfpark. Alle er velkomne fra klokken 17 til 20, hvor der sælges pølser med tilbehør til favorable priser.
Der vil også være nogle repræsentanter fra DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund) til at informere om, hvordan man spiller krolf. Det er også DAI der har anlagt banen.
Krolf er en mellemting mellem krolf og golf. Banen består af 12 huller. Hullerne er nummereret med skilte. Krolfbanen vil kunne benyttes af alle ganske gratis.
Borgerforeningen håber, at se rigtigt mange i parken på torsdag til nogle hyggelige timer sammen, og hvor man kan ønske hinanden god sommer.
Kommentarer