Debat og politik

Permanent fritagelse for digital post

Debatindlæg af Karin Gaardsted, IT-ordfører for Socialdemokratiet

Mange ældre medborgere blev fritaget for at modtage digital post, da vi indførte e-boksen for et par år siden. Der var helt rimelige grunde til disse fritagelser, og der var jo i øvrigt også andre grupper i samfundet end de ældre, der havde og stadig har problemer med at kunne håndtere meddelelser fra det offentlige over computeren.

Flere fik dog ikke en permanent fritagelse men derimod en midlertidig fritagelse, og det har været årsag til en del forvirring og utryghed blandt disse medborgere, som derfor har givet udtryk for, at de synes, vi skal lave lovgivningen om, så man med det samme får en permanent fritagelse.

Det er der nu flertal for i Folketinget. Sagen har været til behandling i denne uge, og alle partier er enige om, at ministeren hurtigst muligt skal ændre bekendtgørelsen, så en fritagelse fra digital post i fremtiden vil gælde uden tidsbegrænsning.
Jeg synes, det er en rigtig god og fornuftig beslutning.

Der er ca. 30.000, der har en midlertidig fritagelse ud af den halve million borgere, der er fritaget. Ved at give permanente fritagelser slipper borgerservice for at skulle følge op på fritagelseserklæringer, og det er en fordel for alle parter. Også for kommunekassen.

Det vil naturligvis altid være muligt at tilmelde sig e-boksen, hvis ens forudsætninger ændres.

I øvrigt er digital post en stor succes med omkring 4 millioner brugere. Det skal vi huske. Men vi skal også huske, at der altid vil være borgere i vort samfund, som ikke kan benytte denne ordning og derfor naturligvis skal være fri.

Kommentarer