Hjarbæk

Partnerskab om kystvandråd skal skabe rammerne for bedre natur og miljø i den centrale del af Limfjorden

Foto: Kirsten Bisgaard.

Viborg Kommune og Limfjordsrådet søger nu Miljøstyrelsen om, at der nedsættes et lokalt kystvandråd for den centrale del af Limfjorden. Derfor indbydes interessenter til at deltage i et lokalt partnerskab om et kystvandråd for at forbedre natur og miljø i fjorden.  

  Den centrale del af Limfjorden, som er Hjarbæk Fjord, Skive Fjord/Lovns Bredning, Risgaard Bredning og Bjørnsholm Bugt, har det stadig skidt natur- og miljømæssigt. 

Derfor fastlægger statens udkast til vandområdeplaner en meget stor indsats for at fjerne tilledninger, primært af kvælstof fra oplandet. Kvælstoftilførslerne til Hjarbæk Fjord skal ned på et niveau tæt på det, der ses fra rene naturområder. 

– Det bliver rigtig svært at nå det mål, siger formand for Limfjordsrådet, Henrik Dalgaard og fortsætter: 

– Vi kan konkludere, at vandområdeplanerne i den form, der foreligger, ikke kan bringe os i mål med ‘god økologisk tilstand’ for Limfjordens centrale del. Hvis de skal det, vil det blive meget drastisk for landbruget i oplandet. Derfor er det vigtigt, at vi kigger på alle forhold, der påvirker fjorden.

Det er baggrunden for, at Viborg Kommune og Limfjordsrådet nu, på vegne af kommunerne i oplandet til den centrale del af Limfjorden, indbyder interessenter til at deltage i et lokalt partnerskab for at forbedre natur og miljø i fjorden.

Målet med partnerskabet er for det første at afdække, om der kan findes andre veje til at opfylde miljømålene, end de der lige nu indgår i udkastet til vandområdeplan og for det andet, at kystvandrådets arbejde lægges til grund ved regeringens genbesøg af vandområdeplanerne i 2023/24.

Eva Pinnerup, formand for Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune, siger: 

– Vi vil med initiativet gerne være med til at sikre det brede lokale ønske om en ren fjord. En fjord, der som et attraktivt naturområde, kan være udgangspunkt for friluftsliv, natur og rekreative interesser. Et lokalt kystvandråd ligger også i naturlig forlængelse af det projekt for naturgenopretning af Hjarbæk Fjord, Viborg Kommune allerede er i gang med. 

Organisationer, der ønsker at være med i partnerskabet om et kystvandråd opfordres til at henvende sig senest mandag den 30. september 2022 kl. 12.00.

Oplysninger om mulighed for deltagelse og ansøgning kan findes på viborg.dk

Kommentarer