Livsstil og forbrug

Ny mindeæske er en støtte til forældre, der mister et spædbarn

Barnets Bog skal være en hjælp til forældre der bærer på den store sorg at have mistet et barn under graviditeten eller tidligt efter fødslen. Foto: Helle Brandstrup Larsen

En mindeæske og en særlig udgave af Barnets Bog kan fremover hjælpe de forældre, der oplever den store sorg at miste et barn før, under eller kort efter fødslen.

 

Når forældre mister et barn under graviditeten, i forbindelse med fødslen eller kort derefter, har de meget kort tid til at skabe og indsamle de minder om barnet, som de kan bære med sig videre. En ny mindeæske og en særlig udgave af Barnets Bog kan fremover hjælpe forældrene til at gribe og fastholde de flygtige stunder, de får med barnet, inden de må tage afsked.

 

Bag mindeæsken står jordemoder ved Fødeafsnittet på Regionshospitalet Randers, Heidi Himmelstrup. Via sin funktion som sorggruppeleder i Region Midtjylland har hun haft kontakt med mange forældre, som har mistet et spædbarn. Fælles for dem alle er, at de har brug for at samle deres minder om barnet.

 

– Mange bliver angst for at glemme og har brug for at gemme bevis på, at der har været en baby, siger Heidi Himmelstrup og fortæller, at minderne også kan være en vej til at tale om sorgen med familiemedlemmer og venner.

 

– Det kan være svært for andre at forstå forældrenes situation, fordi ingen har mødt barnet og haft oplevelser med det. Det er blandt andet også derfor, at vi i dag opfordrer forældrene til at invitere familien til at se barnet, siger hun.

 

Stort behov for at skrive ned

 

Mindeæsken opstod som en del af en eksamensopgave, da Heidi Himmelstrup i 2019 uddannede sig til sorgrådgiver ved Det Nationale Sorgcenter/UCN act2learn. Undervejs i processen med at udvikle æsken, stødte ideen om en specialdesignet Barnets Bog til.

 

– Jeg fik øjnene op for, hvor stort et behov mange har for at skrive deres oplevelser og tanker ned. Nogle af dem, jeg har mødt, har købt en ‘almindelig’ Barnets Bog, men der er alt for mange sider, som handler om livet efter fødslen. For de her forældre er det graviditeten, som er barnets liv, og derfor skal det have lov til at fylde mere, fortæller Heidi Himmelstrup.

 

Mia Mortensen fra Hornslet genkender behovet for at holde fast i minderne, men også afmagten i at erkende, at det var en uoverkommelig opgave midt i sorgen. For halvandet år siden mistede hun og hendes mand en søn i 15. graviditetsuge.

 

– Jeg ville rigtig gerne have en bog, men jeg kunne ikke overskue, hvor jeg skulle starte. Det var så svært at få prikket hul, og det har jeg haft dårlig samvittighed over, fortæller Mia Mortensen fra Hornslet.

 

I forsommeren sidste år deltog parret i en sorggruppe ledet af Heidi Himmelstrup, og her fik de fire deltagende familier mulighed for at se og give feedback på den første prototype af Barnets Bog til forældre, der mister. Og nu, hvor bogen er færdig, har Mia Mortensen som én af de første fået et eksemplar.

 

– Jeg var vild med idéen fra begyndelsen. Vi har allerede nu udfyldt mange sider i bogen, og det har givet os anledning til at få snakket forløbet igennem. Hvad var det, der rent faktisk skete? Det er en god måde at bearbejde sorgen for mig, fortæller Mia Mortensen.

 

Samling på gode tiltag

 

Mindeæsken er neutralt udformet i hvidt karton, så forældrene selv kan dekorere den, hvis de ønsker. I æsken ligger de tilbud, som Fødeafsnittet i forvejen har til forældre, der mister.

 

I æsken ligger også Barnets Bog, som både rummer genkendelige elementer som hånd- og fodaftryk, beskrivelse af graviditet og fødsel, og særlige elementer som begravelse/bisættelse, oplevelser fra sorggruppe, svar på obduktion og afskedsbreve fra forældre og bedsteforældre.

 

Desuden rummer den et faktahæfte med information om blandt andet sorgteori, parforhold, større søskende og ny graviditet.

 

Bogen er udformet som et ringbind, så forældrene kan tage sider ud og tilpasse bogen alt efter deres situation.

 

Og netop dét, at al information og alle tilbud bliver samlet, er en stor gevinst for forældrene, mener hospitalspræst Joan Møller Molbo.

 

– Der er rigtig mange, der gerne vil gøre noget godt for den her gruppe af forældre. Men når man har mistet sit barn, kan man ikke rumme ret meget. Jeg oplever ind i mellem kvinder, der fortæller, at der er information eller tilbud de ikke har fået. Det har de sikkert, men man kan ikke tage ret meget ind, når man er i krise. Derfor er det rigtig godt, at der kommer samling på alle de gode tiltag, og at forældrene får al information på skrift, siger Joan Møller Molbo.

 

Mia Mortensen ser desuden mindeæsken og bogen som en anerkendelse af den store sorg, som hun og hendes mand gik hjem fra hospitalet med.

 

– Man føler sig så alene. Det er et kæmpe tabu at miste sit barn. Men når at man får den her æske og bog med hjem, så sender det et signal om, at man ikke er alene. Det sker for mange. Man bliver anerkendt, og ens barn bliver anerkendt, forklarer Mia Mortensen.

 

Mindeæsken og Barnets Bog vil på sigt kunne tages i brug af landets øvrige fødesteder. I første omgang bliver konceptet præsenteret for de øvrige hospitaler i Region Midtjylland.

 

I 2019 skete det 22 gange, at forældrepar tilknyttet Regionshospitalet Randers mistede deres barn i perioden fra 14. graviditetsuge og frem til en uge efter fødslen.

 

Fakta

 

Mindeæsken indeholder:

  • Barnets Bog – skræddersyet til forældre, der har mistet deres barn.
  • To hæklede blæksprutter, såkaldte englesprutter, én til forældrene og én, som kan følge med barnet. Doneret af fælleskabet af frivillige nørklere, “Spruttegruppen”.
  • En lille pude, madras, svøb eller sovepose, specialsyet af brudekjoler, doneret af mødre, der har mistet. Via det frivillige projekt Mind My Angel.
  • Et strikket tæppe, en strikket hue og en lille stofpose til at gemme en hårtot.
  • Bogen “Når I har mistet” fra Landsforeningen Spædbarnsdød, hvori der er 10 forskelige fortællinger fra forældre, der har mistet et spædbarn.

Kommentarer