Ny animationsfilm og gådejagt styrker oplevelsen på De fem Halder

Historiens vingesus blæser lidt kraftigere på De fem Halder denne sommer. Børnefamilier kan redde Hald Hovedgård fra at styrte i grus i en spændende gådejagt, og med en ny animationsfilm i frisk erindring får gæsterne bedre mulighed for at koble nutid og fortid i det helt særlige historiske miljø ved Hald Sø.
I efteråret testede Viborg Museum en helt ny gådejagt på De fem Halder, og nu rulles den for alvor ud til eventyrlystne gæster. Sagen er nemlig den, at der tydeligvis hviler en forbandelse over De fem Halder. Fire borge og herregårde er allerede styrtet i grus, og hvis ikke gæsterne løser gåderne i Niels Bugges forbandelse, forsvinder den nuværende hovedbygning også.
Det er naturligvis en fiktiv fortælling, men med dette formidlingsgreb har Viborg Museum igen bevæget sig ind i en ny og populær genre i attraktionsbranchen, hvor gåder skal løses med kløgt, og hvor overraskelser venter. Og hvor kulturhistorie danner grundlag for hele oplevelsen.
Museumschef Brian Wiborg siger om Niels Bugges Forbandelse:
– Især slutningen er overraskende for gæsterne. Ved det lange bord i Haldladen skal gæsterne deltage i en interaktiv digital aktivitet som en kulmination på hele turen. Gådejagten er en sjov og anderledes måde at opleve De fem Halder på, hvor man ser området på en helt ny måde og får en spændende historie formidlet.
Niels Bugges Forbandelse henvender sig til børnefamilier og kan opleves hele sommeren. Gådejagten findes også i en version, der egner sig til skoleklasser på mellemtrinnet.
Oplevelsen styrkes med animationsfilm
Historien om De fem Halder er imponerende 800 år lang, og den er helt unik. Som gæst har man i kraft af det nyligt revitaliserede område fået mulighed for at komme meget tættere på levnene fra denne historie. Men det er ikke nogen nem opgave at få overblik over den. Derfor har Viborg Museum fået produceret en animationsfilm, som vises i museets nye besøgssted, Haldladen. Målgruppen for filmen er både daglige gæster fra nær og fjern samt de mange skolegrupper, som benytter sig af Viborg Museums nye tilbud til dem.
Skolekonsulent ved Viborg Museum, Line Vennerstrøm Annesen, har deltaget i udviklingen af filmen.
– Animation er en gave til museumsformidling, når en historie med et kompliceret indhold skal forklares. På De fem Halder handler historien om, hvordan magtens udtryk har ændret sig voldsomt gennem de mange århundreder, og hvordan en række centrale personer i danmarkshistorien har påvirket området. Hovedpersonerne er navnkundige folk som Niels Bugge, Jørgen Friis og Ove Høegh-Guldberg. Hvad de havde med Hald at gøre, forstår man bedre, når man oplever animationsfilmen på blot seks minutter. Så er man klar til at begive sig ud i det indbydende område, siger hun om projektet.
Med den nye film er gæsten således klædt godt på til bedre at forstå sammenhængen mellem borgruiner og herregårde på De fem Halder, og det skal styrke oplevelsen på stedet.
I 2022 overtog Viborg Museum ansvaret for formidlingen på De fem Halder, efter partnerskabet bag revitaliseringen af området var nået til vejs ende. Gådejagten og animationsfilmen er nogle af museets første aftryk på formidlingen af området, hvor man også arbejder med nye aktiviteter for skoleklasser og guidede ture for turistgrupper.
Fakta om filmen
- Instruktør: Kim Hagen Jensen
- Manuskript: Thomas Bjerregaard Nielsen
- Illustration: Teddy Kristiansen
- Animation: Philip Piaget, Rikke Planeta og Multara Al-Ameri
- Der er gratis adgang til animationsfilmen i Haldladen
- Haldladen er åben for gæster klokken 8 til 20 hele sommeren
- Gådejagten Niels Bugges Forbandelse varer cirka to timer og koster 300 kroner for en gruppe. Billetter kan bookes via museets hjemmeside.
Læs mere på museets hjemmeside
- Niels Bugges forbandelse hviler angiveligt over De fem Halder. Familier og skoleklasser kan nu løfte forbandelsen og redde det femte Hald. Foto: Viborg Museum
Kommentarer