Nu kan borgere på kommunens botilbud også få besøg
Viborg Kommunes Social- og Sundhedsudvalg glæder sig over, at borgerne på socialområdet nu får mulighed for at få besøg af de nærmeste pårørende. Det fortalte man i en pressemeddelelse torsdag aften.
Fra den 15. maj bliver det muligt for borgere på kommunens botilbud at få besøg af en til to faste besøgspersoner blandt deres nærmeste pårørende.
Besøgene vil som udgangspunkt foregå på tilbuddenes udearealer, men kan i visse tilfælde finde sted indendørs i borgerens egen bolig. Alle besøg skal være aftalt med lederen af botilbuddet.
– Det er med stor glæde, at vi nu endelig kan åbne for besøg til nogle af vores mest sårbare borgere. Det har været en lang ventetid – også for de pårørende. Sent onsdag aften fik vi den bekendtgørelse, der gør det muligt at åbne for besøg på socialområdet, og i dag traf vi i Social- og Sundhedsudvalget beslutning om plan for afvikling af besøg, så de første besøg kan finde sted allerede i morgen fredag, siger Åse Kubel Høeg, formand for Social- og Sundhedsudvalget.
Rammer for besøg
Der er to former for udendørsbesøg:
- Terrassebesøg på terrasser, som ligger i forlængelse af borgerens bolig eller på en reserveret fælles terrasse
- Havebesøg, som enten kan foregå i det fri eller i bålhytter eller lignende, der er godkendt til formålet.
Der vil også være mulighed for, at nogle borgere, ud fra en konkret vurdering, vil kunne få besøg i egen bolig, hvis de fysiske rammer tillader det, og en række øvrige kriterier overholdes, herunder de sundhedsfaglige retningslinjer. Det er afdelingslederen på botilbuddet, som vurderer, om borgeren kan få besøg af de en til to faste besøgspersoner i egen bolig.
Krav til besøg og hygiejne
Alle besøg på botilbuddene skal være aftalt med lederen på stedet, og de faste besøgspersoner får en orientering om rammerne inden første besøg – herunder er der en række hygiejnemæssige forholdsregler, som skal overholdes.
Baggrund for lempelser
Lempelserne af besøgsrestriktionerne på socialområdet udspringer af Regeringen og Folketingets aftale om initiativer for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med COVID-19.
Viborg Kommunes Social- og Sundhedsudvalg har truffet sin beslutning om at lempe besøgsmulighederne på botilbuddene på baggrund af den reviderede bekendtgørelse om midlertidigt forbud mod besøg på anbringelsessteder og botilbud med videre på socialområdet i forbindelse med håndtering af Covid-19, som blev offentliggjort den 13. maj 2020.
Kommentarer