Debatindlæg af: Næstformand i social- og sundhedsudvalget, Mette Nielsen, Velfærdsdemokraterne, og medlemmer af social- og sundhedsudvalget, Lone Kastberg, Venstre og Kurt Johansen, Venstre.

Sagen om botilbuddet Safranvej har rejst mange spørgsmål og bekymringer – og det med god grund. Som medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget ønsker vi at bidrage med et nøgternt overblik over forløbet og tydeliggøre, hvem der har haft ansvar og viden undervejs.

Forvaltningen valgte i sin tid at omdanne to pladser på Safranvej til § 108-pladser. Det skete uden politisk behandling. Visitationsudvalget – hvor politikere ikke deltager – besluttede, at en ung kvinde med komplekse støttebehov skulle flytte ind. Den beslutning blev truffet af forvaltningen, og selvom socialchefen deltager i visitationen, tages beslutninger af den karakter ikke uden opbakning fra direktøren for social- og sundhedsområdet.

Allerede fra starten advarede den daglige leder af Safranvej mod placeringen. Det blev vi som udvalg først bekendt med, da vi senere holdt møde på stedet og fik hele forløbet grundigt gennemgået. Det stod klart, at det var en fejlplacering – og vi har politisk tilkendegivet, at det ikke burde være sket.

Mette Nielsen, medlem af udvalget og leder på et specialiseret botilbud i en nabokommune, har fra første gang vi i udvalget blev orienteret om sagen i foråret, kritiseret beslutningen. Hun pegede allerede da på, at målgrupper ikke skal blandes – fordi det kalder på vidt forskellige faglige og pædagogiske tilgange. Kritikken var også rettet mod hensynet til de øvrige beboere, arbejdsmiljøet for medarbejderne samt den forventelige risiko for, at Socialtilsynet ville rette kritik – hvilket nu også er sket.

Vi har i udvalget siden stillet tydelige og klare spørgsmål til, hvorfor der ikke blev lavet et enkeltmandsprojekt til den pågældende borger fra start. Det havde formentlig kunnet forhindre mange af de konsekvenser, vi ser i dag – både for borgeren selv, de øvrige beboere og medarbejderne på Safranvej. Men også i forhold til tillid omkring udvalget.

Vi har også lyttet til kritikken fra LEV’s formand, Susanne B. Andersen. Der er dele af den kritik, vi deler. Vi mener, det er nødvendigt at få tydeliggjort snitfladerne mellem politik og forvaltning – og sikre, at sager med så alvorlige konsekvenser ikke kan udvikle sig som denne. Det er et eksempel til skræk og advarsel.

Vi er som politikere i byrådet den øverste ansvarlige ledelse. Vi er kommunes bestyrelse, men vi deltager hverken i visitation, daglig drift eller ansættelser. Vi kan som udvalg hverken hyre eller fyre medarbejdere. Det er en særlig konstruktion i det danske kommunestyre, og netop derfor er det så afgørende, at samspillet mellem politik og forvaltning fungerer – og at vi som udvalg bliver inddraget rettidigt i sager, hvor der opstår dilemmaer og svære vurderinger.

På det kommende udvalgsmøde i august drøftes sagen grundigt med henblik på at placere ansvar klart og tydeligt. Det er vigtigt, at vi som politikere sikrer, at lignende situationer ikke opstår igen – og at ansvaret for beslutninger og konsekvenser altid er entydigt. Det handler om tryghed for borgerne, medarbejderne og kommunen som helhed. Det skal vi som siddende politikere informeres om og agere ud fra i forhold til vores virke.

Det her er ikke en klagesang – men et forsøg på at tydeliggøre, hvordan det er foregået og fremstille de dilemmaer, der opstår, når forvaltningen træffer beslutninger i hverdagen, uden ”det behandles politisk i udvalget”, og samtidig tage det ansvar vi som politikere har. Vi har et fælles mål om at lære af sagen – så vi kan sikre, at lignende, ulykkelige forløb undgås i fremtiden.