Debatindlæg af Mette Nielsen. Medlem af Viborg Byråd, formand for Landdistriktsudvalget og Folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Regeringen har gennem lang tid haft adskillige problemer med at gennemføre størstedelen af deres egne forslag.

Et eksempel på den manglende handlekraft er Regeringens ghettoplan – som er løbet ind i en større modstand, og det skyldes, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på flere områder, er enige om, at sige nej til regeringens ghettoplan.

For det første, så er der ikke opbakning til Regeringen – i forhold til, at de vil snuppe 12 milliarder kroner af lejernes egne opsparede penge – der blandt andet skal bruges til renoveringer af de almennyttige boliger (pengene i Landsbyggefonden).

Derudover er  DF og S er også enige om, at de ikke vil medvirke til: Forslaget om at skærpe straffen til fængsel i op til et år for fagpersoner, der ikke underretter om mistrivsel blandt børn.

Fakta er, at Regeringen ønsker at hæve straffen for fagpersoner som lærere, socialarbejdere og pædagoger, der ”forsætligt” eller ”groft uagtsomt” bryder den udvidede underretningspligt, de har over for kommunen.

Forslaget vil være ualmindeligt svært at udføre i praksis. Det vil i mange henseender bero på den enkeltes egne synspunkter om, hvornår er en madpakke god og ”sund nok”, og burde man være gået tættere på en forældre for at ”opsnuse” f.eks. alkohollugt, eller er to forskellig strømper og uglet hår nok til, at der er tale om mistrivsel. Jeg er sikker på, efter at have arbejdet i en børnehave, at nogle af ovenstående eksempler for nogle ville betyde alarm for nogen – mens det for andre vil rejse spørgsmålet om – det  ”at der er strømper på – og det er vigtigere” end farven på dem. Det er naturligvis mængden af ”signaler, der er afgørende” – om end det kan være en svær størrelse at afgøre ”da det i mange situationer, hvor der ikke er tale om store og tydelige svigt, afhænger af øjnene der ser”. Jeg synes ikke, at straf for personalet ”der arbejder i front” er vejen til en styrket indsats for de udsatte børn. Jeg mener, derimod er der brug for uddannelse, redskaber til håndtering af de svære samtaler i forbindelse med en tidlig indsats, og sidst men ikke mindst, så er der brug for opbakning fra den enkelte medarbejders nærmeste leder.

Jeg mener helt klart, at der er brug for en styrket indsats for børn der mistrives. Det er der fordi – at der mange gange hver eneste år i Danmark – dukker sager op, hvor børn og unge ikke har fået den hjælp, som de havde brug for. Det er langt fra godt nok – hver eneste gang det sker, at et barn eller en ung kommer i klemme – men fængselsstraf er for mig at se, ikke midlet til at nå målet, hvor det skal sikres, at flere børn og unge får et godt og værdigt liv.