Debat og politik

Lige muligheder mellem land og by: Ja tak

Privatfoto

Debatindlæg af Mette Nielsen (S). Folketingskandidat og byrådsmedlem i Viborg Kommune.

’Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund’ – er titlen på det store udspil, hvor regeringen foreslår flere forskellige tiltag, som blandt andet 7.500 nye uddannelsespladser uden for de største byer, ændring af planloven til gavn for de små bysamfund og markant bedre lånemuligheder for borgere og virksomheder i landdistrikterne.

Det er nogle af de tiltag, regeringen foreslår i et nyt stort udspil.

Gennem de seneste årtier har mange i Danmark oplevet, at der er blevet længere til uddannelse, til sygehuset og til politistationen, eller at flere butikker er lukket på hovedgaden eller i landsbyerne.

Udviklingen skyldes flere årtiers fejlslagen centralisering, hvor uddannelsesmuligheder og arbejdspladser er flyttet ind til de større byer – og dermed væk fra de områder af landet, hvor næsten hver anden dansker fortsat bor.

Dybest set handler det om at sikre lige muligheder mellem land og by. Det er meget vigtig i en kommune som Viborg, som har 92 mindre byer og lokalsamfund fordelt på et stort areal. Viborg Kommunes areal er det 2. største i Danmark. Det betyder, at der er langt mellem alting. Der er med årene også blevet færre busforbindelser. At sikre lige vilkår mellem land og by kræver, at man har politikere der VIL sikre skoler, plejehjem, børnehaver osv. i de mindre byer. Ellers bliver udviklingen “helt” skæv!

Udspillet vil følge op på allerede indgåede aftaler om blandt andet udligningsreformen, der har ført flere penge fra de mest velstillede kommuner til de mest trængte kommuner, flere nær-politienheder og nye skattecentre samt regeringens nylige forslag om en ny og sammenhængende infrastruktur på tværs af Danmarkskortet. Udligningsreformen gav Viborg Kommune 76,7 millioner kroner ekstra til velfærd.

For Viborg Kommune betyder ovennævnte bl.a. at vi får en dyrlægeuddannelse i Foulum, nyt skattecenter i Viborg og at motorvejen bliver en realitet allerede i 2026.

Det glæder mig meget, at regeringen foreslår at forbedre lånemulighederne for borgere i landdistrikterne med en statsgaranti, fordi nogle danskere i dag oplever, at de har sværere ved at optage realkreditlån, fordi de bor i et bestemt postnummer. Samtidig vil vi ophæve den nuværende lånegrænse for vækstlån i vækstfonden, så det bliver lettere for mindre virksomheder at udvikle, fastholde og skabe muligheder for vækst i fremtiden.

Det nytter ikke noget, at det er postnummeret, som afgør, om man kan låne til det hus, man gerne vil bo i eller til at starte en ny virksomhed. Udvikling i hele landet er vigtig, så vi ikke får en unødvendig skævvridning i Danmark.

I Viborg Kommune vil det også have en positiv betydning, da det lokalt vil øge muligheden for at låne penge til at købe hus og bosætte sig i kommunens mindre byer og lokalsamfund. Det samme vil gøre sig gældende for virksomhederne. Derfor er ovennævnte virkelig et positivt tiltag, som vil være med til at gøre en udvikling mulig i praksis i hele Viborg Kommune.

Med andre ord: Vi er et skridt videre mod at sikre lige vilkår mellem land og by.

Kommentarer