Debat og politik

Læserbrev: “2024 blev et skelsættende år for os”

Velfærdsdemokraterne. Fra venstre: Birgith Langballe, Mette Nielsen, Marianne Aaris Andersen og Birthe Harritz. Pressefoto

Nytårshilsen fra Velfærdsdemokraterne af Mette Nielsen, gruppeformand for Velfærdsdemokraterne i Viborg Byråd.

Kære borgere i Viborg Kommune!

2024 blev et skelsættende år for os. Efter en svær tid besluttede vi at forlade Socialdemokratiet og tog et vigtigt skridt mod en ny begyndelse med Velfærdsdemokraterne. Denne beslutning markerede starten på en ny politisk vej, hvor vi har haft et stærkt fokus på trivsel, velfærd og udvikling i hele Viborg Kommune. Som byrådets tredje største gruppe har vi taget ansvar, deltager aktivt i byrådets arbejde og samarbejde med vores kollegaer i byrådet. Vi var med til at vedtage budgettet for 2025-28, som tager højde for mange af de udfordringer og muligheder, vi står overfor.

I budgettet har vi blandt andet sikret ekstra midler til forebyggelse af stoffer blandt unge og styrket indsatsen for ældres omsorg og pleje, med fokus på en værdig og tryg hverdag.

Dialog med borgerne er vigtig for os og vores politiske arbejde. Et særligt højdepunkt var besøget hos initiativtageren til underskriftsindsamlingen i Frederiks, hvor vi drøftede de lokale trafikale udfordringer og mulige løsninger. Besøget på stationen i Bjerringbro gav os indsigt i de ønsker og behov, der kan styrke fællesskabet gennem aktiviteter på stationen. Derudover havde vi en meget værdifuld dialog med Viborg Idrætsråd om fremtidens vigtige initiativer, der kan understøtte idrætten og foreningslivet i hele kommunen. Vi har flere aftaler i kalenderen for 2025, og dialogen med enkelte borgere, foreninger og andre med noget på hjerte vil have vores fokus i det videre politiske arbejde.

Trafiksikre skoleveje er en af vores vigtige prioriteringer, især i Frederiks, hvor trafiksikkerheden er en akut udfordring. Der skal findes en løsning på den trafikale situation. Børnene skal kunne komme i skole uden frygt hos dem eller deres forældre. Dertil kommer, at det nye fængsel med 400 arbejdspladser vil give en øget belastning. Vi skylder de lokale borgere at støtte deres initiativ til en tunnel/ trafikale forbedringer. Vi mener, at trafiksikre skoleveje skal højere op på en fælles dagsorden i hele Viborg Kommune, gerne på en femårsplan, hvor vejene prioriteres.

Velfærdsdemokraterne arbejder for, at alle børn og unge i Viborg Kommune kan vokse op i trygge rammer og med gode muligheder. Vi mener, at trivsel og læring går hånd i hånd, og det er vores mål at sikre, at alle børn i Viborg har adgang til gode dagtilbud samt skole- og fritidstilbud, uanset om de bor i byen eller i en mindre by eller landsby. Vi ønsker, at børnene får de bedste betingelser for at lære og udvikle sig, så de kan opnå deres fulde potentiale.

Vi ser desværre en bekymrende udvikling med stoffer blandt de unge, og vi er fast besluttede på at styrke forebyggelsen, så alle voksne omkring børn og unge samarbejder for at sikre et sundt og trygt miljø. Stoffer skal ikke være en del af vores natteliv i Viborg Kommune eller hverdag for unge mennesker, og vi vil arbejde målrettet for at sikre trivslen for børn og unge.

Grøn omstilling og bæredygtighed er et af vores fokusområder. Viborg Kommune skal ikke overfyldes med VE-anlæg, der unødigt generer vores lokale borgere. Vi er engagerede i at finde løsninger, der balancerer grøn energi med hensyntagen til både natur og respekten for vores mange mindre byer og lokalsamfund.

Når vi taler om velfærd, handler det også om vores ældre borgere. Vores ældre i Viborg Kommune skal kunne leve et værdigt liv med tryghed og glæde i deres hverdag – uanset om de bor i egen bolig, får hjælp i hverdagen eller bor på et plejecenter. Det handler om at leve et godt og værdigt liv – med indhold.

Vi vil gerne sende en varm tak til alle de medarbejdere, som arbejder hele året rundt for at sikre velfærden for vores børn, unge, mennesker med særlige behov og vores ældre. Uden deres engagement og hårde arbejde kunne vi ikke skabe den velfærd, der er så vigtig for Viborg Kommune.

Personligt vil jeg også gerne rette en særlig tak til mine byrådskollegaer og de øvrige gruppeformænd i byrådet for det gode samarbejde, som vi oplever i hverdagen.

Velfærdsdemokraterne takker for samarbejdet i 2024 og ser frem til at fortsætte vores arbejde for en Viborg Kommune, hvor alle borgere kan trives, uanset alder eller om man bor i Viborg, vores landsbyer og landdistrikter.

Godt nytår til alle i Viborg Kommune skal der lyde fra Velfærdsdemokraterne.

 

Kommentarer