Kontaktsted Handicap på Banegårdspladsen indviet
Der var stor interesse fra både brugere og pårørende for at se og få en rundtur i nye kontaktsted for handicappede på Banegårdspladsen, da det blev indviet torsdag den 2. november 2017.
Indvielsen blev overværet af brugere og pårørende samt medlemmer af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget og ansatte i Viborg Kommune. Den første i talerrækken var lederen af kontaktstedet, Susanne Andreasen:
– I dag er en ganske særlig god dag. Vi har nemlig fået vores ønsker opfyldt om mere plads til borgere og medarbejdere samt en god central placering, sagde Susanne Andreasen og fortsatte:
– Tre støttecentre er slået sammen til dette ene kontaktsted, hvilket bare betyder, at vi nu er tredobbelt så gode.
Trivsel og samvær i fokus
Netop den centrale placering og banegårdsmiljøet blev også nævnt af formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Søren Gytz Olesen:
– I udvalget er vi opmærksomme på vigtigheden af et trygt miljø for alle. Trivsel og samvær er centralt for Kontaktstedet, sagde han og udtrykte også håbet om, at ønsket om udvidede åbningstider for kontaktstedet kan blive imødekommet i fremtiden.
– Dette sted kommer til at syde af aktivitet, og det er kun jeres fantasi, der sætter grænsen, sagde Søren Gytz Olesen, som glædede sig til at få en rundvisning i de nyindrettede lokaler og derudover følge med i, hvordan brugerne vil hjælpe med at fortsætte udviklingen af kontaktstedet.
Susanne B. Andersen, formand for LEV, sluttede dagens indvielsestaler af med at læse et lille eventyr op og forære Kontaktstedet Handicap en Kogebog, udviklet blandt andet af foreningen LEV og kokken Claus Holm.
Fakta om Kontaktsted Handicap:
Kontaktstedet er en sammenlægning af de tre tidligere støttecentre i Odinparken, Skottenborg og Ellekonebakken og tilbyder støttet samvær og aktiviteter, som skal styrke borgernes netværk og modvirke isolation.
Målgruppen er borgere, som er tildelt bostøtte. De modtager en del af deres støtte i kontaktstedet.
Kontaktstedet åbnede i juli måned i år, og det bliver dagligt brugt af cirka 20-30 borgere, som modtager bostøtte i deres hverdag.
Kontaktstedet har fire funktioner:
- Støttecenter for borgere med bostøtte
- Samværstilbud for selvhjulpne handicappede borgere, der er visiteret til bostøtte.
- Base for socialafdelings fremskudte indsats vedrørende bostøtte
- Base for Handicapbostøttens medarbejdere, med faciliteter til virtuel bostøtte, gruppebaseret bostøtte og dokumentationsopgaver.
Kommentarer