LÆSERBREV af Jan Hagerup, Hammershøj – Byrådskandidat for Kommunelisten

Her tæt ved starten af det kommende år 2017, og dermed starten på året med valg til Region/Kommune, vil jeg gerne på vegne af Kommunelisten Viborg komme med lidt betragtninger vedrørende Kommunens økonomi m.m.

Jeg skal på ingen måde smykke mig med titlen økonom, men der er ting, jeg har gået og tumlet med et stykke tid, og som jeg håber, at kunne starte en lille debat om. Nogle vil nok også mene, at det hele er blevet lidt for enkelt, men bær over med det.

Når vi taler om økonomi her i vores fælles Kommune, ender det altid med en diskussion af de manglende midler, og dermed muligheden for reelt at kunne gøre noget ved servicen.

I stedet ender al Budgetlægning med at skære en hæl her og tilføre en tåspids der. For Kommunelistens Viborg er forklaringen på dette et faktum, som ikke mange forholder sig til. Der er nogen, der skubber, og de siger ikke engang undskyld!

Først kommer Staten til og opkræver en stor del af vores indtægt, herefter får vi lov til at betale et hav af afgifter m.v. Så går Folketinget i gang med at udforme en Finanslov, der i det stor og hele er som året før – plus/minus lidt hæl og tåspids. Kan Folketinget ikke rigtig få det til at stemme, er der i de senere år næsten pr automatik blevet strammet i Regionernes og Kommunernes budgetter. Meget, meget sjældent tager Folketinget et reelt ansvar og sparer enkelte offentlige udgifter helt væk. Efter Kommunelistens opfattelse virker Finansloven tit som en gang blindebuk, hvor de sager, der er poppet op i medierne, tilgodeses, frem at de folkevalgte sætter dagsordenen.

Det at vi betaler så meget skat, tror jeg faktisk godt, at de fleste vil være med til, hvis vi så bare kan være sikre på, at pengene går til vores fælles bedste.

Her er det, at tvivlen nager, når vi oplever, at alle de områder, der er under utroligt meget økonomisk pres, i høj grad er dem, der handler om mennesker.

Det virker som om, at Staten i en form for afmagt til stadighed sender skemaer, kontrolenheder m.v. ud i hovedet på de ansatte. Tænk hvad, der kunne spares, ved at skrotte alt dette! Men det betyder naturligvis, at man sætte arbejdshestene fri og udvise tillid.

Desværre tror jeg ikke på at tingenes tilstand bliver anderledes, hvis ændringen skal komme oppe fra. Et oprør skal komme nedefra, og Regioner og Kommuner burde acceptere civil ulydighed til vores fælles bedste.

Da jeg for en del år siden var børnehaveleder, modtog jeg også mange underlige spørgsmål/skemaer. Jeg havde derfor 2 skuffer. En skuffe til skemaer, der burde besvares – og en skuffe til alt, der burde blive i skuffen. Sidste skuffes indhold var der stort set ingen, der efterlyste.

Det er klart, at dette kontrol regime koster arbejdsglæde, tid, sygefravær og medarbejderflugt. Når der er mange letmatroser med erfaringer og indsigt, der forlader skuden ja så bliver det sværere for resten at holde skuden oven vande.

Dybest handler det om manglende tillid til de ansatte. Faglig tillid til at de omhyggeligt og pligtopfyldende vil udføre det arbejde, de har valgt at vie deres arbejdsliv til, til glæde for de medmennesker, det handler om.

I stedet handler det om, at der stille og roligt er opbygget en hel industri, der skal kontrollere de ansatte ned til sidste ”decimal” Hvis de ansatte så bukker under for kontrol regimet, ja så er der en hel anden industri til at bygge dem op igen, hvis ikke de hensættes til offentlig/passiv forsørgelse.

Dette er et tidsbillede af Danmark på tærsklen til 2017.

Lad os nu få det oprør nedefra af al den kontrol, om ganske få år kan det være for sent. Så er alle de menneskelige områder nedsmeltet (daginstitutioner, skoler, handicapområdet, ældrepleje, sygehus, psykiatri m.v.).

Det er nu og ikke en anden god gang, der er ikke tid til at vente på at en regel forenkling, skal komme oppe fra. Men fx er det Kommunalbestyrelsen, der aktivt skal fravælge en del kontrol. Det betyder naturligvis, at de skal tage ansvaret for herfor, hvis Staten/Folketinget vil udføre sanktioner. Men jeg tvivler på, at dette vil ske. Det er min påstand, at alene en sådan en regel forenkling vil udløse resurser til et serviceløft.

Når Regionen udelukkende får deres økonomiske midler gennem Staten, ja så er det klart, at der ikke er mange knapper at stille på. Når vi så på sygehusområdet oplever, at lægevidenskaben kan mere og mere, at vores levealder bliver højere og højere, ja så kræver det ikke den stor lup for at se, at de økonomiske midler naturligvis ikke kan slå til. For at det på nogen måde skal kunne lade sig gøre, er sygehusene nødt til at udskrive borgere, før de er helt restituerede, for rigtig manges vedkommende er det ældre mennesker. Så skubbes udgifterne til fx akutteam, hjemmepleje, rehabiliterings pladser m.v. over på kommunerne.

Hvad den udgift er for Viborg Kommune er naturligvis svært at opgøre præcist, men forvaltningens bedste skøn er 20 – 25 mill kr pr. år. Unægtelig et beløb, der ville have pyntet på det Kommunale budget.

Det bliver ikke bedre, når det gælder psykiatrien. Her er det også i høj grad Regionen, der på ny skubber over på Kommunen. I psykiatrien er det endnu værre end på de somatiske sygehuse. Her bliver borgere, der har hjælp behov nærmest vendt i døren og henvist til at opsøge ambulant hjælp. Det betyder ud over et personligt omsorgstab også nok en kommunal udgift til beredskab m.v.

Når jeg så tænker på, at Regionens egen prognose viser, at antallet af psykisk syge vil eksplodere, ja så er det for alvor, at sorte skyer trækker sig sammen. Hvis der ikke i tide laves holdbare menneskelige og økonomiske løsninger, ja så bryder dette vigtige område sammen.

Det er klart, at det i vores egen lille kommune ikke ligefrem gør økonomien bedre, når vi faktisk også skal betale for andre. I dette tilfælde burde det være Staten, der finansierede Regionens udgift.

Kommunelisten Viborg vil gerne være med til et generelt løft af de menneskelige områder i kommunen, men det kræver, at andre betaler deres regning. Herud over har vi fra 2018 brug for at bruge en del af den økonomiske buffer på 35mill( der findes på budgettet år efter år uden at blive brugt), brug for en mindre skattestigning, klare prioriteringer af hvilke områder, der skal have flere midler og hvilke, der skal afgive midler. Den med hælen og tåen hjælper ikke i det lange løb.

Kommunelisten Viborg vil i god tid før valget fremkomme med prioriteringer, og vi kan love dig, at de vil komme uden politisk filter og varm luft, som dansk politik er så fyldt af. Om det så skubber os ind i Kommunalbestyrelsen, kan kun tiden vise.

Her lige før jul kom der så en kiosk basker. Folketinget havde i et anfald af julehumør besluttet at Borgmestrene i Danmark skulle have en klækkelig lønforhøjelse. Derud over kunne den enkelte Kommunalbestyrelse også beslutte at give en lønstigning til de øvrige medlemmer.

Jeg tror faktisk ikke, mange ved, hvad der kræves af en udvalgsformand for fx Børn og unge området. Mere løn til ham og så et krav om at gå ned i tid på sit private job. Derudover at han har en fast træffetid på Rådhuset og i Bjerringbro. Her vil alle kunne henvende sig om stort og småt inden for området. Måske kunne det også komme så vidt, at han købte en pose rundstykker og besøgte fx et lærerværelse/personalet i en daginstitution med indgangsreplikken ”Hvordan går det her?”.

I Kommunelisten Viborg tror vi på, at det kunne være nogle af de første skridt til at få genskabt noget af det nærdemokrati og indblik, der røg med Kommunal Reformen for 10 år siden.

Om Kommunal Reformen har været en succes eller ej, tror jeg afhænger af, om man bor i Viborg by eller i et af vores mange små lokalsamfund.

Godt Nytår!