Debatindlæg af Karin Gaardsted, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Flere tager smertestillende medicin for at klare arbejdsdagen, og mange lønmodtagere er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde frem til deres pensionsalder.

Det er to foruroligende konklusioner, som vi politisk bliver nødt til at reagere på.
I 2011 vedtog vi en politisk målsætning om, at såvel fysiske som psykiske overbelastninger skulle reduceres med 20 % inden 2020, men det er gået den stik modsatte vej, så vi i dag ser en stigning på godt 15 %.

Overbelastning og nedslidning er de væsentligste grunde til, at arbejdere må forlade arbejdsmarkedet i utide. Omkring 4 ud af 10 danskere har et fysisk arbejde – som sosu’er, håndværkere, pædagoger m.fl. – altså folk, der hver dag sætter deres krop i spil. Arbejdsmiljø er derfor af enorm betydning for at holde sygefraværet nede og for at undgå nedslidning.

Efterlønnen var tidligere en meget anvendt udgang fra arbejdslivet, men i dag er der under 50.000 på efterløn. Med andre ord er efterlønnen på vej ud, ikke mindst fordi flere borgerlige regeringer har arbejdet for en udfasning begrundet i, at det var de ”forkerte”, der gik på efterløn, samt at der var brug for flere folk på arbejdsmarkedet. Men det har en tydelig bagside, som betyder, at nedslidte nu ikke kan stoppe med at arbejde i ordentlighed men må finde sig i at blive sendt fra Herodes til Pilatus for at blive arbejdsprøvet og kontrolleret og udredt og være udsat for en mistænkeliggørelse, som opfattes som meget nedværdigende efter et langt og hårdt arbejdsliv, hvor de fleste aldrig har ligget det offentlige til last. De oplever, at de må kæmpe endeløse kampe med det offentlige for at bevise, at de er uarbejdsdygtige, selv om flere læger har diagnosticeret dem som sådan.

I 2011 vedtog vi en senior førtidspension, som var rettet mod de 60+-årige. Kriterierne er de samme som ved førtidspension, men man har krav på svar i løbet af få måneder. En god idé, og vi forventede, at 8000 ville benytte denne ordning. Desværre har det vist sig, at kun 1000 på landsplan er på ordningen. I Viborg Kommune er det kun fire! Ordningen er en fiasko, fordi den ikke bliver brugt, og den løser dermed langt fra det presserende problem med nedslidte arbejdere.

Det er med andre ord nødvendigt, at vi finder en ny måde, hvor nedslidte i ordentlighed kan stoppe med at arbejde. Det er langt fra nogen enkel sag, men vi arbejder med at finde en løsning i Socialdemokratiet. Vi skal væk fra kontrol og mistænkeliggørelse og i stedet indføre en ret, man har til at forlade arbejdsmarkedet, hvis man bliver diagnosticeret som nedslidt fysisk eller psykisk. Det er helt nødvendigt, at arbejdsmarkedets parter bliver væsentlige medspillere i udviklingen af en sådan ordning, som må tage udgangspunkt i, at noget arbejdet er mere nedslidende end andet. Det vil komme til at tage tid at finde den rette løsning, men det er den vej, vi skal gå.

I Danmark sætter vi pris på vore år på pension. Det er der, vi skal nyde at være bedsteforældre og dyrke vore fritidsinteresser. Derfor er det uretfærdigt, at f.eks. en håndværker, der har arbejdet hårdt i mange år kun har 2-3 år på pension, fordi dødeligheden er større end hos f. eks. akademikere, som har startet arbejdsliv sent og ikke har haft så fysisk belastende arbejde.

Det er nødvendigt, at vi får lavet en ordning, hvor nedslidte kan forlade arbejdsmarkedet med oprejst pande efter veludført dåd, vi kan ikke være andet bekendt.