Mange års arbejde som sygeplejerske sendte 60-årige Anette Spure Pedersen til tælling med stress. Efter 11 år som gravermedhjælper er hun nu landet på den helt rigtige hylde. Med et kærligt puf, som helt bogstaveligt hjalp hende til at få fod på tilværelsen.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@landsbyerne.dk

THORSAGER – Anette Spure Pedersen er med egne ord født med et kæmpestort omsorgsgen. Derfor var det også det naturlige valg for hende at læse til sygeplejerske. Det gjorde hun i Viborg, og efter endt uddannelse i 1988 fik hun ansættelse på sygehuset.

– Jeg elskede mit arbejde, og jeg var så privilegeret at komme rundt i mange forskellige afdelinger. Jeg følte, jeg lærte noget hele tiden, fortæller hun.

På grund af lægemangel fik sygeplejerskerne imidlertid stadigt flere opgaver og mere ansvar. Samtidig kom der flere patienter, fordi mange små sygehuse lukkede, husker Anette Spure, som egentlig var begejstret for det hele.

– I starten tænkte jeg, yes, det er bare fedt, jeg bliver skidedygtig, men arbejdspresset blev for meget, og jeg endte med at gå helt ned med stress. Det udmøntede sig i en svær depression, og jeg var ude af cirkulation i flere år, fortæller hun.

En tur omkring kirkegården

Da Anette Spure begyndte at komme til hægterne igen, valgte hun helt at skifte retning og tog job som gravermedhjælper på Asmild Kirkegård. Der blev hun i 11 år.

– Det med at arbejde udendørs viste sig at være rigtigt sundt for mig. Desuden mødte jeg mange pårørende på kirkegården, og jeg var god til at snakke med dem, siger Anette Spure.

– Så jeg var mega glad for arbejdet, men efterhånden savnede jeg omsorgsdelen af mit gamle fag, tilføjer hun.

Alder ingen hindring

Da arbejdet som gravermedhjælper efterhånden også begyndte at slide på kroppen, overvejede Anette Spure at følge sit omsorgsinstinkt; arbejdet som sygeplejerske var udelukket, så hun var i tvivl om, hvor hun skulle kigge hen – også med sin alder taget i betragtning.

En dag kom hendes mand hjem efter at have været til fodbehandling i Viborg.

– Dér sidder en dame på tres år, som er tidligere bankdame, og hun har altså lige uddannet sig som fodterapeut, sagde han til mig. Og så tænkte jeg: Ej – det må jeg prøve. Det var lige det puf, jeg havde brug for, smiler Anette Spure.

Værdifuld erfaring

Uddannelsen som fodterapeut ville imidlertid være for stor en mundfuld, og hun derfor tog kontakt til Viborg Helsepraktik, hvor hun påbegyndte uddannelsen til fodplejer i februar 2023.

– Jeg fandt jo lynhurtigt ud af, at al min sygeplejeviden simpelthen skyllede ud af rygsækken. Det var så fedt at opleve, at selvom jeg ikke havde været i faget i mange år, så kom det hele bare tilbage, fortæller Anette Spure, som alligevel fik sin sag for med fødderne.

– Jeg vidste en hel masse om lunger og hjerte med mere, men fødder havde jeg ikke beskæftiget mig meget med som sygeplejerske, og der er faktisk en hel del at lære; så jeg kom ikke bare flydende igennem uddannelsen, siger hun og tilføjer:

– Men det kom mig til gavn, at jeg ved en hel masse om kredsløbslidelser, for det er meget relevant, når det handler om fødder, så der var på den anden side rigtigt mange ting, jeg fik forærende. Og så kunne jeg hæfte ny viden på mine gamle erfaringer.

Uddannelsen som fodplejer tager 18 måneder, men fordi Anette Spure er uddannet sygeplejerske, kunne hun tage den på 14 måneder; og dem brugte hun flittigt.

– Man skal have minimum 150 kunder mellem hænderne, inden man kan blive indstillet til eksamen. Jeg har haft 250, fordi jeg bød ind med at få ekstra. Jeg er så fagnørdet, så det var vigtigt for mig at få så meget som muligt med mig fra skolen, og derfor er det også vigtigt for mig, at jeg er lægeeksamineret, siger hun og uddyber:

– Det betyder, at det er en læge, som har hørt mig i en case og har testet, at jeg har styr på min baggrundsviden, og at jeg har styr på kommandovejene, hvis jeg møder noget ude ved kunderne. Det betyder noget for min faglighed.

Som at komme hjem

Anette Spure opdagede snart at hun havde valgt rigtigt.

– Særligt når ældre kom ind på skolen for at modtage behandling, så føltes det for mig som at komme hjem.

– For det første mærkede jeg en stor faglig tilfredshed: nu kunne jeg igen bruge al min tilegnede viden. Men det var lige så meget det menneskelige aspekt: Når jeg sad med et menneske foran mig og med de her fødder i mine hænder, og jeg kunne mærke en god og tryg kontakt, så fik jeg den der følelse af, at det her er helt rigtigt. Det behov for at give omsorg, som jeg bare havde hungret efter, det fik jeg igen. Det føltes, ja, som at komme hjem, og det var en stor tilfredsstillelse, fortæller hun og supplerer:

– Jeg kan noget med mine hænder, som jeg elsker at give videre til mine kunder; jeg kan give dem noget faglighed, jeg kan give dem noget omsorg, og jeg kan give dem noget  medmenneskelig kærlighed. Det er tre ting, jeg lægger meget vægt på.

Anette Spure har med sit firma Fodmobilen valgt en forretningsmodel, hvor hun har frihed til at fokusere sin tid på kunderne. Det administrative arbejde og booking af aftaler klarer hun fra en lille pult i stuen i hjemmet i Thorsager. Foto: Gitte Hagsholm

Lille og mobil

Derfor var Anette Spure også meget bevidst om at finde en forretningsmodel, hun kunne se sig selv i, da hun i april efter afsluttet eksamen valgte at blive selvstændig. Firmaet fik navnet ‘Fodmobilen’ og, som navnet afslører, betyder det, at hun tager ud og behandler sine kunder i deres eget hjem.

– Det var et stort skridt for mig, men det føles helt rigtigt. Og der er noget særligt ved at komme ud til folk i deres eget hjem. Det skaber en anden tryghed omkring behandlingen og den samtale, som altid opstår, siger Anette Spure, som aldrig har travlt, når hun er ude ved en kunde.

Hun tager sig den tid, hun føler, der er behov for, fortæller hun.

– Det kan jeg gøre, fordi jeg har lavet en forretning, hvor jeg ikke skal skal betale en dyr husleje, og jeg arbejder helt analogt. Jeg har investeret i min uddannelse, jeg har investeret i professionelt udstyr, og fordi jeg er uddannet sygeplejerske, er jeg underlagt Styrelsen for Patientsikkerhed, og naturligvis medlem af vores brancheforening (Sammenslutnngen af danske fodplejere, SADF, red.), hvilket jeg også betaler for. Men det er det.

– Jeg har en dejlig frihed og fleksibilitet i mit arbejde, hvor jeg tilrettelægger mine besøg, så jeg er tro mod mine værdier. Samtidig er jeg underlagt de samme krav som alle behandlere; og som sygeplejerske stilles der faktisk endnu større krav til blandt andet hygiejne og journalføring, påpeger Anette Spure.

Sundt samarbejde

Som fodplejer er der begrænsninger for, hvilke typer behandlinger, man kan beskæftige sig med, og fodterapeuter har med deres ‘fuldtids’-uddannelse andre kompetencer til at behandle blandt andet diabetespatienter, hvor fodsår er en typisk følgelidelse, fortæller Anette Spure.

– Det respekterer jeg fuldstændigt, til gengæld kan jeg med min sundhedsfaglige basisviden ofte fange symptomer på eksempelvis diabetes. Jeg har et klinisk blik, men jeg kender mine begrænsninger, og opdager jeg noget, så sender jeg kunderne til deres egen læge, så de kan blive henvist til en fodterapeut, forklarer hun og tilføjer:

– Det vigtigste er, at mine kunder får den bedste behandling. Det er ikke nødvendigvis hos mig, og så hjælper jeg dem med at komme videre til rette sted.

En tillidssag

Anette Spure fortæller, at hendes behandlinger typisk består af, hvad hun selv betegner som ‘daglig fodpleje’.

– Det kan for eksempel være behandling eller forebyggelse af hård hud, ligtorne eller nedgroede negle, siger hun.

Kunderne er alle aldersgrupper, men med en overvægt af ældre borgere, fortæller Anette Spure.

– Jeg har flere ældre par, hvor jeg tager ud, og så får begge ordnet fødderne ved samme lejlighed. Det kan også være et par nabokoner, jeg besøger på samme tid. Så giver jeg mig også til at dryppe øjne og hjælpe dem på med støttestrømperne. Det må jeg, fordi jeg er sygeplejerske, og det er små ting, som er med til at give mit arbejde en ekstra dimension, fortæller Anette Spure, for hvem samværet og samtalen er lige så vigtig som den behandling, hun giver.

– Når man sidder med folks fødder i sine hænder, så bevæger man sig ind i en intimzone, og så åbner folk op og fortæller. Jeg er meget beæret og ydmyg over den tillid, jeg bliver vist i mit arbejde, og jeg får så meget igen.