Søndag 29. maj blev et nyt, historisk anlæg indviet på Vorning kirkegård. Begivenheden fulgtes op med en historisk byvandring i Vorning, der samtidig var startskuddet til Soppefesten, som var tilbage efter to års coronadvale – og med en overvældende tilslutning på omkring 300 borgere fra hele pastoratet.

I samarbejde med nu tidligere graver, Heidi Behrmann, besluttede menighedsrådet på et møde for lidt over to år siden, at iværksætte en række tiltag, der skulle både forny og forskønne kirkegårdene i Vorning, Kvorning og Hammershøj. Ønsket var dels at give kirkegårdene en mere grøn profil, men også at nytænke kirkegårdsanlæggene, fortæller sognepræst Anders Ellebæk.

– Forskellige nedlæggelser af afdelinger i årenes løb, havde også givet Vorning kirkegård et ‘bart’ udseende flere steder, og samtidig måtte menighedsrådet også erkende, at driftsomkostningerne steg, men det gjorde den tilsvarende indtægt på kirkegårdene ikke, påpeger han. 

Stigende omkostninger

Omkostningerne skyldes både øgede udgifter til brændstof, indkøb og vedligeholdelse af arbejdsmateriel, men også at indtægterne fra kirkegården heller ikke står mål med de reelle udgifter. 

– Kirkegårde er dyre i drift; enten de er i kirkeligt eller kommunalt regi, men godt 80 procent af alle begravelsespladser i Danmark er drevet af folkekirken eller valg- og frimenigheder, mens kun godt 20 procent er i kommunalt regi, fortæller Anders Ellebæk.

– Men set i for eksempel kirkeligt regi er kirkegården faktisk en selvstændig driftsenhed, hvor det egentligt er meningen, at omkostningerne skal dækkes ind via betaling og renteindtægter fra den kapital, man indbetaler, når man laver en tegningsaftale omkring erhvervelse af gravsted. Men da renten jo nu er negativ og både løn- og driftsomkostninger stiger, så betyder det også, at driften af kirkegårdene ikke kan lade sig gøre med mindre, der betales særskilt løn til kirkegårdspersonale fra de kirkelige lønmidler. Kirkegårdsdrift er siden 1960’erne løbende blevet professionaliseret. Betegnelsen ’graver’ betyder i dag reelt kirkegårdsgartner, og ofte er graverpersonalet veluddannet i dag, lyder forklaringen.

Forandret sorgkultur

I flere egne af landet, især i de ydre landområder, kan man se stadigt flere kirkegårde med tomme gravsteder. Det skyldes især den demografiske udvikling, men også at der i dag er stigende konkurrence på begravelsesområdet. 

– Vi lever i et samfund, hvor hensynet til det enkelte individ har meget stor gennemslagskraft. Man vil gerne skille sig ud. Det ses også på begravelsesområdet. Samtidig bor familier i dag ofte langt fra hinanden; det har også indflydelse. Fordi ens forældre og bedsteforældre var medlemmer af folkekirken eller en valgmenighed, betyder det ikke længere, at man selv er eller bliver det. Man bliver heller ikke nødvendigvis gravsat længere på den kirkegård, hvor ens forfædre ligger, eller hvor man har boet størstedelen af sit liv, fortæller Anders Ellebæk.

– Derudover er sorgkulturen under forandring. I dag opretter man hellere mindesider på internettet og søger ad den vej andres medfølelse eller sympati. Den søges ikke ved gravsteder længere i samme grad. Mange vil heller ikke lægge deres efterkommere eller pårørende økonomisk til last ved, at de skal betale for vedligeholdelse af gravsteder. Fællesskabet bliver i stedet virtuelt baseret på billeder, der deles på sociale medier. Hvad folk i den forbindelse ikke tænker på er, at et gravsted og fremkaldte billeder har lettere ved at bestå end billeder på facebook, uddyber han og tilføjer:

– Michael Bøss har beskrevet dette godt i sin bog ‘Det demente samfund’: Mange føler sig heller ikke længere forpligtet på samme måde over for det, der bandt tidligere generationer sammen.

Kilde til minder

Samtidig er kirkegårdene dog også en kilde til minder. Ikke kun for pårørende, men også om sognets fælles historie. Der ligger ofte mange minder og sjove historier gemt om personer, der på godt og ondt har fyldt deres plads ud i sognet eller på anden vis sat sig spor. Kirkegårdene har altså også funktion af kollektiv hukommelse.

– På Vorning kirkegård ligger flere af de tidligere præster begravet. Nogle af præsterne har familie til kendte skikkelser, for eksempel Blicher-slægten, eller de har sat sig spor på anden vis. Men historien er altid i fare for at blive glemt, hvis ikke den bliver fortalt videre, påpeger Anders Ellebæk.

I disse år går folkekirkens medlemstal markant nedad, og det påvirker også økonomien til driften af kirken på personale-, bygnings- og anlægsområderne, eftersom indtægterne til kirkens drift primært kommer gennem medlemskab (kirkeskat), indtægt fra gravstedskapitaler og visse steder indtægter fra forpagtning af præstegårdsjord. 

Flere om ‘buddet’

Kirkegårdene får i stigende grad konkurrence. Flere steder anlægger man skovkirkegårde eller begravelsespladser i skoven, også i privat regi. Flere godser har eksempelvis øjnet en indtægtsmulighed i at anlægge begravelsespladser i skovene. Og så bliver mange flere i dag bisatte i stedet for kistebegravede. 

– For 30 år siden var det omvendt, især på landet. Efter prins Henriks død er der også sket en stigning i antallet af mennesker, der ønsker at få sin aske spredt på havet frem for gravsat på en kirkegård, lyder det fra sognepræsten.

 Lokalt blev menighedsrådet opmærksomme på, at der over de sidste 10 år er sket en markant stigning i antallet af gravstedsnedlæggelser på Vorning, Kvorning og Hammershøj kirkegårde, mens antallet af nye gravstedsaftaler er faldet, og der måtte tænkes i nye retninger. Og her er vi tilbage ved det nye anlæg på Vorning kirkegård.

Menighedsrådsformand, Anders Christensen (th), afslørede i sin tale, at man i menighedsrådet havde været lidt bekymrede for, at kirkegården, med al den snak om græs, ville komme til at ligne en fodboldbane. “Men det, kan vi se, er langt fra tilfældet”, sagde han og klippede snoren. Foto: Gitte Hagsholm

Indvielse med sol, sang og musik

Inden indvielsen klokken 16.00 havde der været en afskedsceremoni i kirken for den afgående graver Heidi Behrmann med deltagelse af konfirmander, spejderne og med musikalske indslag.

 Musikere og kirkesanger rykkede uden for i det dejlige vejr til indvielsen, som indledtes med sang af Hymniakoret, fællessang og musikalske indslag. 

Efter en begejstrende velkomst til de omkring 300 fremmødte borgere redegjorde sognepræst Anders Ellebæk om baggrunden for og tankerne bag det nye anlæg, som beskrevet i denne artikel, og han kunne afsløre, at den nyanlagte afdeling har fået navnet ‘Hegelund’, navngivet efter den første, lutherske præst, Morten Hegelund, som var præst ved Vorning, Kvorning og Hammershøj kirker i 1700-tallet.

Anders Ellebæk fortalte også om kirkegårdenes store forandring gennem tiderne, og med de nye udfordringer og nye tider i øvrigt, så er en ny forandring kun naturlig. På kirkegårdens afdeling B, der er blevet inddraget til det nye historiske anlæg, er blevet etableret en ‘mindegang’ for de præster, som er gravlagte på kirkegården.

– Mindegangen er også et forsøg på at sikre, at historien kan blive fortalt, så noget af den ‘kollektive hukommelse’ bevares, sagde han.

Efter præstens velkomst, holdt formand for menighedsrådet, Anders Christensen, en tale, hvor han roste samarbejdet med kirkepersonalet og andre aktørerer omkring udvikling og etablering af det nye område, inden han klippede snoren.

Efterfølgende guidede sognepræsten gæsterne rundt på kirkegården, hvor der med også er blevet taget spadestik til omlæggelse af flere afdelinger på kirkegårdene, så man kan tilbyde andre former for gravsættelse end de vante gravpladser med hæk omkring. 

Herefter gik turen rundt i Vorning til soppemarchen, hvor Anders Ellebæk ligeledes berettede om historiske nedslagspunkter i byen, og dagen sluttede med fællesspisning i forsamlingshuset.

Efter indvielsen fortalte sognepræst om det nye, historiske anlæg og om kirkegårdens rolle igennem historien. Foto: Gitte Hagsholm