Debatindlæg af Ib Bjerregaard (V), Regionsrådsmedlem, Næstformand i hospitalsudvalget.

Et spændende år som næstformand i Hospitalsudvalget er gået. Ja det blev faktisk lidt FOR spændende. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at budgetlægningen for 2019 ville blive startet med et strukturforslag, der var et anslag mod Regionshospitalet i Viborg som et velfungerende akuthospital med alle væsentlige specialer. Det var meget overraskende, da regionsrådet sideløbende med budgetlægning og den daglige drift havde startet den nye periode med et fællesprojekt med at lave sigtelinjer. Dette forløb var tæt ved sin endelige afslutning, da strukturforslaget blev fremsat, hvor angrebet på Viborg sygehus var indeholdt. En af sigtelinjerne, der nu er vedtaget, indeholdt at vi skal have en region i balance. Havde disse sigtelinjer derfor været besluttet inden budgetlægningen kunne strukturforslaget slet ikke være fremsat, hvis det skulle leve op til sigtelinjerne. Derfor var det fuldstændig overraskende, at der blev fremsat et forslag, der næsten udelukkende ramte Viborg sygehus.

Nu endte det hele bedre end frygtet – men alligevel med store sår. Næste udfordring for vores sygehus i Viborg bliver den nye sundhedsplan, hvor vi ser på hele regionen og fordelingen af specialer og funktioner. Min tilgang er – særligt med budgettets reduktioner på Viborg sygehus in mente, at nu kan Regionshospitalet Viborg ikke tåle at miste flere specialer/funktioner, der er nødvendige for et stærkt akuthospital. Ligesom vi må følge op på, at budgetforslaget ikke giver mere reduktion i Viborg end tydelig aftalt. Denne opfølgning er blandt andet udtrykt ved, at der på næste hospitalsudvalgsmøde er et punkt, som jeg på Venstres vegne har bedt om.

De generelle udfordringer bliver at sikre aktiviteten i flytningerne til de nybyggede akuthospitaler. Vi ser allerede en udfordring på Universitetshospitalet i Aarhus, hvor aktiviteten ikke har kunnet fastholdes. Ud over stor gene for patienterne betyder det også et økonomisk efterslæb.

Samarbejdet i det nære sundhedsvæsen om patienterne har stor fokus. Alligevel hører vi om situationer, hvor det ikke sker til gavn for borgeren. Det skal der ske forbedringer af. Regeringen har varslet nye sygehusfællesskaber omkring akuthospitalerne. Det synes jeg faktisk vi har allerede i Regionen. Og det skal udbygges yderligere, hvor vi alle – og det vil sige hospital, kommune og praksislæge – får fokus udelukkende på patienten uanset økonomisk kasse. Her kunne det være en god ide med en fælles økonomi omkring disse patienter. Men selve tanken om sygehusfællesskaber, hvor aktørerne samarbejder, der er fin.

Også den øvrige struktur er til debat. Her er ikke sluppet ret meget ud fra det lukkede rum, hvor regeringen udtænker en sygehusreform. Men det der er luftet lyder ikke godt. Centralisering af beslutninger, fjernelse af folkevalgte råd og –måske – oprettelse af indirekte valgte bestyrelser med borgmestre og andre. Hvad et ender med ved vi ikke. Men alt det, der er kommet frem i relation til nedlæggelse af regionerne, er skudt ned af næste alle – lige fra de sundhedsprofessionelle til dem, der forsker på området, samt en række borgmestre.

De reelle udfordringer er manglen på kvalificeret arbejdskraft i sundhedssektoren. Ny teknologi og dyr medicin uden tilsvarende flere penge kræver prioritering. Borgernes forventninger stiger og et pres mod yderligere specialisering fortsætter. Disse udfordringer løses ikke ved at kaste sundhedsvæsenet ud i nye strukturer – men ved at forbedre det vi har. Og ja, der er en række steder, der kan ske forbedringer. Som en del af det folkevalgte niveau – synes jeg, at de fleste dagsorden punkter i de forskellige regionsudvalg handler om netop det. Og gør vi det ikke godt nok, så står vores mandat til rådighed hvert 4 år. Og det gør det – uden fratrædelsesbeløb. Det er et af goderne ved at have folkevalgte – de kan udskiftes uden store udgifter.