Hvidding indvier sin bålhytte i morgen
I morgen tirsdag er Hviddingborgerne klar til at hejse flaget. Der fejrer de indvielsen af deres nye bålhytte, og alle er velkomne.
Da Hvidding Landsbyforeningen for halvandet års tid siden fik revet byens faldefærdige forsamlingshus ned manglede man et sted at mødes. Derfor søgte man først den nu nedlagte Vorning og Omegns Sparekasses Fond om 80.000 kroner og siden Elro-fonden om ligeså meget. Begge steder kvitterede man med et ja, og sidste efterår blev en flot bålhytte i naturtræ opført på grunden, hvor forsamlingshuset tidligere stod.
Hytten har et lille rum, der kan aflåses, men der er hverken indlagt el eller vand.
For de penge, der blev til overs har man lagt fliser både indenfor og udenfor.
– Vi ønskede et stabilt underlagt til, når vi får borde og bænke til hytten, og uden for har vi lagt fliser, så det passer til en pavillon, hvis man er mange til for eksempel en fødselsdag, fortælller Sus Harbo, som er formand for landsbyforeningen.
Lang ønskeseddel
Både møbler og pavillon er endnu kun på ønskelisten og noget, man skal have søgt nye penge hjem til.
Det skal man også til en stor bålrist, som også er på ønskesedlen. Man har etableret et stort båsted, men der mangler lige risten, så man kan grille pølser med mere.
Uden for har man også et bord-bænkesæt – den tunge slags, som man ikke lige kan rende med, som Sus Harbo formulerer det. Der er også et par sæt, som egentligt er købt til arealet ved branddammen, men det må endnu ikke tages i brug, så de gør imellem tid gavn ved bålhytten.
På ønskesedlen er desuden en græsslåmaskine til at holde plænen pæn.
En bålhytte til fælles brug
Det er tanken at cykelturister og andre forbipasserende skal kunne benytte faciliteterne, ligesom lokale kan låne det til en fødseldag eller picnic med vennerne.
– Vi har også et ønske om, at få etableret et moderne tørkloset i en trediedel af det lukkede rum, med indgang fra bagsiden, så gæster, der benytter stedet kan besørge uden at skulle ud i buskadset, fortæller Sus Harbo, som håber, at rigtigt mange vil benytte sig af stedet, så der kan komme noget mere liv i landsbyen.
– Vi laver et opslag i hytten, så folk kan ringe, og så kommer vi og låser op til skuret, fortæller formanden.
Pladsen har også fået sin egen flagstang, og her ryger flaget til top i morgen tirsdag, når bålhytten – og flagstangen for den sags skyld – er klar til at blive indviet.
– Og det skal være med en rød snor, der skal klippes. Det hele er blevet så fint nu, så det fortjener det, siger Sus Harbo, som håber at rigtigt mange vil kigge forbi, til en rød pølse og en kop kaffe.
Bidragsyderne fra henholdsvis Jutlander Bank og Elro-fonden er også inviteret til at komme og se, hvor godt pengene er givet ud.
Kommentarer