Samfund

Hvem i lokalområdet skal indstilles til Lillebror Prisen 2017 ?

Lillebror-statuetten er skabt af den danske kunstner Hanne Varming. Foto: Kim Agersten.

Alle opfordres til at indsende forslag til lokale kandidater, der fortjener at komme i betragtning til Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2017 og de medfølgende 50.000 kroner. Deadline er 20. februar.

Den årlige Lillebror Pris går til en forening, en ildsjæl eller et velgørende projekt, der har haft markant betydning for børn og unge i Danmark.

Det er Børnehjælspdagens priskomité, der udpeger prismodtageren på baggrund af de indkomne indstillinger, så der er brug for så mange kandidater som muligt.

– Vi håber, at mange danskere også i år vil sende nogle motiverede ord om et lokalt eller landsdækkende projekt, en forening eller andet initiativ, som de synes fortjener et skulderklap ved at modtage årets Lillebror Pris, fortæller Børnehjælspdagens direktør, Ina Thorndahl.

En stor anerkendelse gennem årene

Siden 1993 har Lillebror Prisen været en vigtig anerkendelse for både nyere eller mere etablerede foreninger, for eksempel ‘Børnehuset SIV’ fra Farum og integrationsprojektet ‘Mind Your Own Business’ fra Nørrebro.

I 2016 gik prisen til projektet ‘Kærlighed i Kaos’ – et dansk forældretræningsprogram, som ADHD-foreningen har udviklet for forældre til børn med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder. Kurserne har været afholdt i 16 forskellige byer over hele landet.

– Det har været en stor anerkendelse for os at modtage Lillebror Prisen. Den sætter fokus på de udfordringer, der kan være i et familieliv med ADHD, og på de muligheder der er for at skabe postive forandringer igennem forældretræning, fortæller Camilla Louise Lydiksen, direktør for ADHD-foreningen, der har hovedsæde i Odense.

Praktiske oplysninger om indstillingen

Børnehjælpsdagen skal have indstillingerne til Lillebror Prisen senest mandag den 20. februar 2017, kl. 12.00.

Send indstillingen via denne formular

Børnehjælpsdagens priskomité udpeger årets prismodtager ud fra de fremsendte indstillinger. Selve uddelingen af Lillebror Prisen finder sted i april måned på Københavns Rådhus.

Fakta om Børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn (0-17 år) samt udsatte unge (op til 29 år) i Danmark. Hjælpeorganisationen styrker børnenes og de unges kompetencer, fysiske og mentale robusthed gennem projekter, camps og arrangementer, der bliver afholdt over hele landet.

Sidste år fik 8.727 børn anbragte børn og udsatte unge direkte glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.

Kommentarer