Gullev

Gullev Folket tog afsked med en ildsjæl

Se billedserie Fredag tog Gullev-borgere sammen med Inger Skamriis' familie afsked med en lokal ildsjæl, der har sat store afspor i landsbyen Gullev. Foto: Gitte Hagsholm. Fotos er taget og offentliggjort med tilladelse fra familien. Se flere billleder i galleriet

Fredag var flagene rejst på halvt overalt i Gullev, hvor borgerne tog afsked med en af byens helt store ildsjæle, Inger Skamriis, som for kort tid siden tabte kampen mod kræften.

Solen skinnede fra en skyfri blå forårshimmel, da rustvognen med de jordiske rester af Inger Skamriis kørte igennem Gullev, hvor lokale borgere havde taget opstilling langs vejen fra byporten i nord til kirken i syd for at tage afsked med deres bysbarn og lokale ildsjæl på hendes sidste rejse.

Borgere fra Gullev stod fredag langs vejene i byen for at ære Inger Skamriis, da hun fredag skulle bisættes fra den lokale kirke. Foto: Gitte Hagsholm

I Ingers ånd

På grund af corona-restriktionerne var bisættelsen fra Gullev kirke lagt uden for kirkens våbenhus, så flest mulige kunne deltage.

– Det vidste vi jo ikke, da vi planlagde bisættelsen, men det er jo helt i Ingers ånd, at det foregår uden for under åben himmel, siger Ellen Skamriis, der er søster til Inger og selv bosiddende i Gullev.

– Og derfor er det skønt, at der er sådan et fantastisk vejr. Det er helt vidunderligt, siger hun.

Bisættelsen var egentligt annonceret til kun at omfatte den nærmeste familie, som kommer fra mange forskellige steder i landet; men de lokale borgerne trak alligevel til kirken, hvor de indrammede en fin ceremoni under åben himmel med deres tilstedeværelse spredt rundt i behørig afstand på gangene mellem gravsteder og langs kirkediget.

Mange af Ingers tidligere kolleger fra biblioteket i Randers havde også fundet vej til Gullev for at ære deres tidligere kollega. Inger Skamriis satte store aftryk i alle sine relationer.

Et par år var hun også med i bestyrelsen for Viborg Landsbysammenslutning, hvor hun var med til at sætte initiativer i gang til gavn for alle landsbyer i Viborg Kommune. 

Inden selve ceremonien blev der spillet populærmusik ud over kirkegården på dansk og engelsk – givetvis ud fra Inger Skamriis’ egen smag og ønske om samme. Numre, der på den ene side bragte tårer frem i øjenkrogene, som ‘Forårsdag’ med Anne Linnet, ‘Lyse nætter’ med Alberte og ‘Hallelujah’ med Jeff Buckley, og på den anden siden udløste smil og latter med for eksempel ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Bisættelsen af Inger Skamriis foregik uden for kirken. Under åben himmel, hvilket ifølge søsteren, Ellen Skamriis, var helt i Ingers ånd. Foto: Gitte Hagsholm

Stemningsfuld ceremoni

Selve ceremonien uden for kirken var stemningsfuld, let og højtidelig på samme tid – med god lyd fra både præst og kirkesanger – og med fuglesang som kor.

Sognepræst Anna Rask Lauridsen kom i sin tale i forbindelse med bisættelsen blandt andet ind på Inger Skamriis’ store engagement i lokalsamfundet, hvor hun har været bannerfører for byudviklingen, siden hun i 2015 blev formand for Gullev Borgerforening.

Ingers Bro

Den seneste – og måske største landvinding – Inger Skamriis har stået i spidsen for, er cykel- og gangbroen over Borrevej. En sag hun sammen med andre borgere i lokalsamfundet kæmpede for i over seks år. Broen blev indviet i august sidste år, og var en stor sejr for lokalområdet.

“Broen har fået det officielle navn ‘Gullevbroen’, men her hedder den ‘Ingers Bro’, fastslog præsten i sin tale.

Borgerforeningen i Gullev håber, at man på et senere tidspunkt kan holde den fest, som Inger Skamriis ønskede sig i forbindelse sin bisættelse.

Inger Skamriis kan senest tilskrives sin indsats for etableringen af broen fra Gullev til Bjerringbro, som blev indviet i august sidste år. Derfor valgte lokale borgere også at kalde den ‘Ingers Bro’; og et skilt ved broen står nu som en monument over Inger Skamriis og hendes store bidrag til lokalsamfundet. Foto: Gitte Hagsholm

Kommentarer