Debat og politik

Et godt forsvarsforlig for Danmark og for Midt- og Vestjylland

Søren Pape Poulsen. Arkivfoto.

Debatindlæg af Søren Pape Poulsen, forsvarsminister (K)

Vi har netop indgået et historisk forsvarsforlig. For første gang siden den kolde krig hæver vi nu forsvarsbudgettet, så vi i 2023 bruger 26 milliarder kroner på forsvaret – mod blot 21 milliarder kroner i dag. Det er en stigning på over 20 procent.

Vi skal kunne forsvare det land og de værdier, vores land er bygget op om. Derfor er nationens forsvar statens kerneopgave nummer et. Siden regeringsdannelsen har et stærkere forsvar naturligt nok stået helt i toppen af den konservative ønskeliste. Derfor er jeg både glad og stolt over, at vi nu tager et stort skridt mod et tryggere og mere sikkert Danmark.

Aftalen indeholder flere ting. Vi opstiller en ny brigade med 4.000 soldater, der kan udsendes som selvstændig enhed med egen kommando. Vi styrker vores luftforsvar, så vi er rustet mod missil- og flyangreb og med indkøb af sonar og anti-torpedosystem kan vi også forsvare os mod ubådskrigsførelse.

Værnepligten udvides med 500 flere soldater hvert år, der i mange år har haft lange ventelister. Og så styrker vi vores forsvar mod cyberangreb, så vi står bedre rustet i en tid, hvor krig også føres på internettet.

I Midt- og Vestjylland er der endnu flere gode nyheder. Forliget betyder, at staben ved 1. Brigade med stabskompagni flyttes til Holstebro, hvor der også etableres en ny kampvogneskadron. Ligeledes indebærer det nye forlig, at Hærstaben og Danske Division sammenlægges i Karup, samt at den taktiske stab for både Søværnet og Flyvevåbnet fremover bliver at finde i Karup. Samlet set indebærer forliget, at der kommer 200 nye arbejdspladser til Region Midtjylland.

Forsvaret er en fantastisk institution, fordi den samler Danmark. Forsvarets ansatte har kollegaer i næsten alle dele af landet, hvilket afspejler, at hele nationen skal forsvares, hvis Danmark en dag kommer under angreb. Vores frihed er ikke gratis. Det bør vi særligt huske på i tider med fred.

Kommentarer