Glæde i Ørum – borgerne får lov til at beholde deres grønne ’åndehul’ i byen
Borgerne i Ørum kan se frem til at få opfyldt en gammel drøm om en bypark på den gamle børnehavegrund. Byrådet besluttede nemlig på mødet onsdag at nikke ja til en indstilling fra Teknisk Udvalg. Et fint kompromis, lyder meldingen fra borgerne.
Af Gitte Hagsholm, viborg@netvavis.dk
ØRUM – Da Ørum Børnehus ved årsskiftet flyttede ind i nyopførte lokaler ved skolen, havde borgerne i byen en forventning om, at Ørum Beboerforening ville få råderet over den knapt 6000 kvadratmeter store grund på Vingevej, hvor Søgården, den gamle børnehave, ligger, og hvor en stor og tilvokset legeplads i årevis er blevet benyttet som udflugtssted for byens familier.
– Vi har altid brugt legepladsen uden for børnehavens åbningstid, og nu bruger man den hele tiden, fortæller Christian Skaaning, der er nabo til den nu nedlagte børnehave.
Forventningen blandt borgerne bunder i, at der i april 2022 blev afholdt en velbesøgt workshop i Ørum i forbindelse med de igangværende byfornyelsesplaner. Dengang blev blandt andet grunden med børnehaven på Vingevej diskuteret, og her blev ridset ønskerne op for et nyt fælles rekreativt område centralt i Ørum
– Udgangspunktet var, at den gamle bygning skulle rives ned, og så skulle hele området omdannes til en lille bypark med legeplads, bålhytte og skateboardramper med mere. Det var der et stort ønske om, og kommunen havde ikke nogle, i hvert fald offentligt tilgængelige, planer på det tidspunkt, siger Christian Skaaning.
Derfor var overraskelsen stor, da man for nogle uger siden fandt ud af, at forvaltningen til Teknisk Udvalg havde indstillet at sælge grunden med den forladte børnehavebygning. Man havde opstillet to scenarier; enten at sælge hele molevitten undtagen et mindre stykke, som tilhører grundejerforeningen, eller alternativt at sælge bygning, parkeringsplads og et stykke af legepladsen.
– Det hang slet ikke sammen med de ønsker, vi som borgere havde for området, fortæller Christian Skaaning, som sammen med grundejerforeningens bestyrelse tog fat i Beboerforeningen.
Sammen forfattede de et brev til medlemmerne af Teknisk Udvalg, hvori de udtrykte deres bekymring for planerne og argumenterede for, at man fra politisk hold lyttede til borgernes ønsker for byen og ønsket om, at få bygningen revet ned.
En historisk krølle
I brevet til kommunen henviser de også oprindelsen for børnehaven, der oprindeligt blev opført som plejehjem:
“I januar 1938 blev matrikel 14a og 30p doneret til kommunen som gave af Jens Mathiasen, der skrev: ”Det er en Betingelse’ for Overdragelsen, der er en Gave fra min Side til Kommunen, og Hvorved jeg tilsigter at bidrage til en snarlig Løsning af Spørgsmålet om Opførelsen af et stærkt tiltrængt Hjem for de Gamle i Kommunen”. Desuden blev der skrevet i skødet: ”Den herved solgte Ejendom er skænket saaledes, at den ingensinde maa udstykkes og stedse skal henligge som henhørende til det Hjem, der opføres paa den.”
Kompromis
Den sidste pasus har politikerne sandsynligvis ikke tænkt sig at efterkomme. Men brevet fra borgerne fik alligevel udvalgsmedlemmerne til at granske andre muligheder end forvaltningens indstilling.
Løsningen blev et kompromis, hvor kommunen fastholder at sælge bygningen med parkeringsplads samt en lille del af børnehavegrunden, mens Ørumborgerne kan se frem til at få råderet over størstedelen af det grønne område bag bygningen. Dette indstillede Teknisk Udvalg til byrådet, som vedtog forslaget på mødet onsdag i sidste uge, og det er der tilfredshed med i Ørum.
– Det er ikke optimalt, men det er et godt kompromis. Vi er glade for at, vi får lov til at beholde vores grønne område centralt i byen, og så er vi især glade for, at man valgte at lytte til os.
Dette hæfter byrådspolitiker Birthe Harritz (S) sig også ved. Hun er medlem af teknisk udvalg, men hun er også Ørumborger og ansat i skolens SFO.
– Jeg er glad for, at vi fik en god løsning på denne sag. Både skolen og SFO’en bruger børnehavegrunden meget; det bliver så godt med et grønt åndehul centralt i byen, siger hun og tilføjer:
– og hvis jeg lige skal tage politikerkasketten på, så må jeg sige, at der bliver lyttet til borgerne, og det hjælper når byen står sammen.
Kommentarer