Debat og politik

Frirumsdebat i Viborg: Er ulighed et problem i Danmark?

Mandag 16. marts er der debat på Hovedbiblioteket i Viborg mellem FM Signe Munk (SF) og Jonas Herby fra den borgerlige-liberale tænketank Cepos. Collage af pressefoto

Uligheden i Danmark stiger, men er det et reelt problem? De rige bliver rigere, men det gør ”de knap så rige” også. Der er lagt op til en spændende samfundsdebat om levevilkår, velfærd og fattigdom, når emnerne tages op til årets første Frirumsdebat.

På Hovedbiblioteket i Viborg forsøger vi at blive klogere på ulighed. Er afstanden mellem rig og fattig blevet for stor? Findes der god ulighed? Og er der egentlig nogen fattige i Danmark? Spørgsmålene bliver stillet og diskuteret til Frirumsdebatten den 16.marts.

Modsætninger mødes

Eftermiddagens debattører er Signe Munk, folketingsmedlem for SF og Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS. De er på papiret i hvert sit politiske ringhjørne og lover en god debat.

Signe Munk har siden 2009 været politisk aktiv – først som byrådsmedlem i Viborg og nu som Folketingsmedlem. Signe Munk er særlig interesseret i klima- og velfærdspolitik. Jonas Herby fra den borgerlige-liberale tænketank Cepos er optaget af, hvordan man mindsker reguleringen af danskerne, virksomhederne og den offentlige velfærd.

Konflikterne debatteres på en ny måde

Debatten mellem Signe Munk og Jonas Herby styres af en debatpilot fra organisationen Frirummet. Frirum har udviklet en ny debatform: En debat uden en vinder eller taber. Formålet er at gøre tilskuerne klogere på de forskellige synspunkter, der er om emnet. Filosofien bag frirumsdebatter er, at det er i uenigheden, at vi bliver klogere.

– Frirumsdebatten udfordrer de debatter, vi ofte ser på tv. Her skal der helst udråbes en vinder og en taber, og ingen er tilsyneladende interesseret i dét, der samler os, og det vi er i tvivl om. Frirumsdebatten er en ny måde at debattere på, hvor der er plads og tid til opfølgende spørgsmål og taletid, fortæller Cecilia Ahle Ravnkilde Agersnap, kulturformidler i Viborg Bibliotekerne.

Målet med en frirumsdebat er at styrke den demokratiske samtale og tilliden mellem borgerne og de folkevalgte.

Gør klar til en aften med spænding i luften, når Signe Munk og Jonas Herby mødes i en frirumsdebat om ulighed i Danmark. Debatten foregår mandag den 16. marts kl. 17.00 på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg. Der er fri entré og ingen tilmelding er nødvendig.

Kommentarer