Foredrag med forfatter og arkæolog Jeanette Varberg på Hovedbiblioteket i Viborg
Epidemier, klimaforandringer, naturkatastrofer og krig er vilkår, mennesket altid har skullet leve med.
Tirsdag den 5. april byder Viborg Bibliotekerne, LOF Midtjylland, Forening Norden og Viborg Folkeuniversitet inden for på Hovedbiblioteket i Viborg, hvor publikum kan komme på en historisk rejse, når museumsinspektør Jeanette Varberg gør os klogere på verdenshistoriens største dræbere og sætter den aktuelle epidemi i en historisk kontekst.
For store dele af verdens befolkning blev 2020 året, hvor de for første gang oplevede effekten af en
verdensomspændende epidemi med den angst og destruktion, som følger i slipstrømmen. I et historisk perspektiv var den til gengæld forventelig.
Frygten for epidemierne er ældgammel og har stort set alle tider været til stede. Epidemier er uden sammenligning verdenshistoriens største dræbere og overskygger i den sammenhæng klart naturkatastrofer og krige.
Flere gange har epidemier ændret historiens gang og været afgørende for, om imperier bestod eller bukkede under, om krige blev vundet eller tabt. De berørte samfund har altid set anderledes ud efter en epidemi.
I selskab med én af landets bedste historieformidlere skal vi blive klogere på 10.000 års epidemihistorie, fra de første epidemier blandt de tidligste stenalderbønder, til situationen i skrivende stund, hvor hele verdens befolkning er blevet ramt af COVID-19.
Udover at være museumsinspektør på Nationalmuseet er Jeanette Varberg også arkæolog og forfatter og har senest udgivet bogen “Den fjerde rytter – 10.000 års epidemihistorie”.
Foredraget med Jeanette Varberg kan opleves på Skakbrættet på Hovedbiblioteket i Viborg tirsdag d. 5. april kl. 19.00.
Billetter koster 125 kr. og kan købes på viborgbib.dk eller hos de øvrige arrangører.
Kommentarer