Samfund

Folk søger mod kommunens hovedby

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at andelen af indbyggere, der bor i kommunens største by, stiger. Det betyder blandt andet, at de ansatte i mange små og mellemstore virksomheder må køre efter jobbene, siger formand for Dansk Byggeri Region Midt- og Vestjylland Niels Hansen

Regionsformanden peger på, at det er naturligt og ikke dårligt at have et fyrtårn i kommunen, som trækker i befolkningen.

– Sådan er udviklingen, og det skal vi ikke være kede af. Der skal være plads til både by og land i kommunen. Jeg tror, at den enkelte kommune må se på vilkårene for de mindre byer og landsbyer. Måske kan man åbne for, at nedlagte landbrug kan bruges af iværksættere og sørge for, at faldefærdige huse bliver revet ned.

– Nogle håndværksvirksomheder flytter også til hovedbyen eller drager mod øst, men især de små og mellemstore virksomheder pendler efter jobbene, siger Niels Hansen.

I Dansk Byggeris region Midt- og Vest er især Viborg og Skanderborg vokset meget i de syv år, analysen dækker.

Se Dansk Byggeris notat om opgørelsen

Ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik er Skanderborg på førstepladsen med et godt stykke ned til Viborg. Fra 2010 til 2017 har Skanderborg oplevet en stigning i tilflytningen med 4.500 personer. Viborg har dog haft en større absolut befolkningsstigning på 4.715 personer, men da Viborg er godt dobbelt så stor som Skanderborg, er stigningen i andelen ikke så markant.

Krav til kommunernes planlægning

Befolkningens søgen mod kommunens hovedby stiller krav til kommuneplanlægningen, mener Dansk Byggeri.

– Det må kommunerne tænke ind i deres planlægning, så nogle af de små bysamfund kan bestå med adgang til offentlig transport, bredbånd og så videre, mens de større byer må koncentrere kræfterne om at være vækstcentre, der driver udviklingen frem i kommunerne, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Anne Gram, og fortsætter:

– Tallene viser, at det er de unge og børnefamilierne, der flytter til de kommunale hovedbyer, mens de ældre borgere bliver i landområderne. Derfor kan kommunerne med fordel inddrage disse flyttemønstre i deres planlægning. Dermed kan de sørge for ældrevenlige boliger, hvor de ældre bor, mens der i byen skal være faciliteter og boliger, der understøtter unges og børnefamiliers behov.

Stigning i 79 kommuner

Andelen af indbyggere, der bor i kommunens største by, er steget i 79 kommuner. Den udvikling gælder, uanset om befolkningstallet generelt er steget eller faldet i kommunen.

I 11 kommuner bor mindst 99 procent af borgerne i den største by, og udviklingen her betragtes derfor som uændret. I de sidste otte kommuner er andelen af indbyggere i den største by faldet.

Undersøgelsen viser også, at det ikke er de ældre over 64 år, der trækker indbyggertallet i kommunens største by op. Generelt er andelen af ældre størst i kommunernes mindre byer.

Kommentarer