Ørum

Et orgie af blomsterduft – Fire dage med Åben Rosenhave i Ørum

Lige nu står rosenhaven i Ørum i fuld flor. Foto: Niels Peter Tornbjerg

Fra på torsdag og frem til søndag 25. juni kan man igen komme inden for i den smukke, blomstrende rosenhave på Søvangen 29 i Ørum.

Ægteparret, Hanne Kaae og Niels Peter Tornbjerg i Ørum, holder også åben have i år. Deres efterhånden velkendte rosenhave, der gennem de sidste år har modtaget en stor opmærksomhed fra både de skrevne og elektroniske medier, indeholder omkring tusind roser med en stor diversitet og er helt sikkert et besøg værd.

Vægten i haven er lagt på de gamle historiske- og engelske roser, samt mange slyng- og klatreroser, der bliver ledsaget af farvestrålende klematis, der er gode ledsageplanter til de klatrende roser.

Men haven indeholder også moderne roser i selskab med buksbom og stauder.

De gamle historiske roser er kendetegnet ved en overvældende skønhed med en sød og parfumeret duft, der breder sig fra deres tunge blomsterklaser ud over hele haven. Disse roser, der viser et tilbageblik til den gamle havekultur i vores forfædres haver, er også ledsaget af spændende historier om konger, baroner og udsøgte giftmord, som parret gerne fortæller om, når de viser rundt i rosenhaven.

De engelske roser er krydsninger af de gamle roser og moderne roser og er forædlet af englænderen David Austin. Sigtet med disse krydsninger er at forene de gamle rosers duft og ynde med de moderne rosers evne til at genblomstre, samt et større farvespektrum, hvilket er lykkedes rigtig godt.

Så er man til duftende roser, er der meget at se på, og lade sig inspirere af, i Ørums rosenhave, hvor det rosen-glade par, efter det store arbejde med klargøring af rosenhaven, håber, at vejrguderne vil vise sig fra sin pæne side på de 4 åbningsdage, da roser er smukkest at se på, når solen skinner.

Rosenhaven er beliggende på Søvangen 29 i Ørum, 8830 Tjele og holder åbent fra torsdag den 22. juni til og med søndag den 25. juni. Alle dage åbent fra klokken 10.00 til 16.00

 

Kommentarer