Et brag af en DM-finale i vente i Stoholm
Årets Rally Stoholm leverer stribevis af udfordringer for rallymandskaberne
Hvad enten man er deltager eller tilskuer, så venter der et brag af en DM-finale, når årets Rally Stoholm afvikles over 24 timers fra fredag den 4. november først på aftenen til lørdag den 5. november sidst på eftermiddagen. Rally Stoholms i alt 134 km hastighedsprøver i området mellem Viborg, Skive og Holstebro rummer nemlig alt, hvad et rallyhjerte kan begære; kørsel i dels dagslys, dels mørke; forskellige typer underlag; og – formodentligt – uforudsigeligt vejr.
Mørkekørslen fredag aften bliver en udfordring for deltagerne og en fest for publikum. Selv om rallybilerne bliver forsynet med stribevis af ekstralygter, bliver alting sværere for holdene i mørket, når de i lyskeglernes skær skal bremse så sent som muligt før de krævende sving. Og for tilskuerne bliver det – specielt mod slutningen af hastighedsprøverne – en fantastisk oplevelse, når bremseskiverne flere gange bliver rødglødende i mørket.
Underlaget kommer til at sætte rallyholdene på store prøvelser. Traditionelt finder danske rallyer sted på asfaltunderlag, men i Rally Stoholm udgøres en tredjedel af løbets konkurrencedistance af grusveje. Ikke nok med det. Selv om løbet har fire hastighedsprøver med asfaltunderlag, er der ingen rene grusprøver. Hver af de syv øvrige hastighedsprøver består nemlig af et mix mellem asfalt og grus!
Det tredje element i den spændende rally-cocktail bliver efterårsvejret. Den første november-weekend vil kunne byde på alt fra en skyfri, blå himmel til regn og tåge, men ligesom drevne rallytilskuere ved, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning, så ved rallymandskaberne det også. Der skal virkelig arbejdes med rallybilerne – både når det gælder opsætningen af dem og når der skal køres stærkt på hastighedsprøverne. Det giver spænding for såvel publikum som deltagere.
Rally Stoholm tæller som finale i Dansk Super Rally, Shell Helix Historic Rally Cup, Opel Adam og den internationale Volvo Euro Cup, og som navnet antyder, bliver Stoholm løbets omdrejningspunkt. Løbet afvikles med fire hastighedsprøver fredag aften og syv i løbet af lørdagen.
Det første rallymandskab bliver sendt afsted fredag klokken 18.00 fra Vestergade i Stoholm, hvor Kristian Pihl Lorentzen, MF, hæver Dannebrog, mens deltagerne kommer i mål samme sted dagen efter – lørdag klokken 16.22 – hvor Viborg Kommunes borgmester, Ulrik Wilbek, hylder vinderne.
I forbindelse med løbet er der blevet produceret et 48-siders-rallymagasin med bl.a. aktuel information og oversigtskort over de forskellige hastighedsprøver. Fra den 31. oktober kan rallymagasinet købes i en række forretninger i Fjendsområdet samt i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, der også vil fungere som rallycentrum.
Kommentarer