En sikrere skolevej til Frederiks Skole – tre vigtige facts
Af Pia Viller Arendt, Venstre
Der har i de seneste uger været megen debat om en sikker skolevej til Frederiks Skole. Især er der blevet talt om behovet for et tydeligere fodgængerfelt ved skolen og ønsket om en tunnel under rute 12 ved den store rundkørsel ved kirken.
Det er blevet hævdet, at byrådet har droppet tunnelprojektet, men dette er ikke korrekt – fact 1:
Som tidligere nævnt i debatten er projektet faktisk beskrevet i kommunens trafikplan, og det er fortsat på listen over prioriterede projekter, som er indstillet til Vejdirektoratet (staten), da det er en statsvej og ikke en kommunalvej.
Tunnelprojektet er placeret som nummer fire på denne liste. Det skal forstås i lyset af, at der er tre andre steder i kommunen, der vurderes som mere farlige og presserende. Dette kan naturligvis være frustrerende for de familier, der kommer fra Grønhøj-siden og har skolesøgende børn, men det ændrer ikke på, at projektet stadig er i spil og ikke er blevet droppet af hverken byrådet eller Vejdirektoratet.
Med realiseringen af det nye fængsel i området i løbet af de næste fem år er der desuden en reel mulighed for, at tunnellen rykker op på listen. Man må formode, at staten vil se på hele nærområdet omkring fængslet og både sikre gode adgangsveje til institutionen og samtidig optimere sikre veje i lokalområdet.
Dette øgede trafikpres gør behovet for en mere sikker overgang ved rundkørslen endnu mere relevant.
Der er også fokus på at forbedre skolevejene i kommunen ved at gøre fodgængerfeltet ved Frederiks Skole mere synligt og sikkert.
Det startede helt tilbage i 2016, hvor en flok lokale ildsjæle tog initiativ til en byfornyelse i Frederiks. Her var et af projekterne, at de to fodgængerfelter ved skolen skulle laves om til et tydeligt fodgængerfelt – fact 2.
Dette skulle gøres ved bl.a. anden belægning i feltet samt belysning. Projektet var på tegnebrættet indtil allersidst i byfornyelsen, men blev desværre ikke realiseret, da økonomien i byfornyelsesprojektet slap op.
Det er drønærgerligt, for her ser jeg et behov. Det er vigtigt, at feltet ved skolen bliver samlet til ét, bliver gjort endnu tydeligere og mere sikkert for de mange børn, der dagligt bruger det på vej til skole. Derfor vil jeg gerne dykke ind i sagen og undersøge muligheden for, om vi kan finde de manglende penge og færdiggøre projektet.
Der er flere end ét parti i byrådet der har fokus på sikker skolevej – fact 3.
Der er flere partier, der har samme fokus og ønsker at sikre, at vores børn kan komme trygt og sikkert til skole. Dette har været et bærende mantra igennem de sidste mange år, når teknisk udvalg har skullet planlægge og placere nye cykelstier i kommunen.
Det ses bl.a. også ved den sidste planlægning, med etablering af ny cykelsti i Bjerringbro, – netop for at sikre en sikker skolevej, nu hvor de to skoler samles på én matrikel næste år.
En sikker skolevej er et fælles ansvar, og vi skal arbejde sammen om de gode og realistiske løsninger, der bedst sikrer vores børns sikkerhed. Det er vigtigt, at vi får alle facts på bordet, så beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag, og alle forstår de faktiske forhold omkring både prioriteringer og udfordringer.
Kun på den måde kan vi finde løsninger, der ikke blot gavner få, men styrker sikkerheden for alle børn og familier i Frederiks-området.
Kommentarer