Debat og politik

Elo Nielsen: Valggas og virkelighed

Arkivfoto

Elo Nielsen SF, Kandidat til Kommunalbestyrelsen i Viborg Kommune.

Så blev valgkampens hektiske mødeaktivitet skudt igang med et af de allervigtigste temaer – nemlig balancen mellem land og by.

Dette skete på et møde torsdag aften inviteret af Viborg Landsbysammenslutning. Mødet fandt sted i Løvskal.

Mødet blev blandt andet dækket af TV-midt, hvor borgmesteren fra sit kontor startede med at få gjort problemstillingen lidt til grin.

Ulighed i balancen mellem by og land er nemlig bare ‘VALGGAS’ – ja det sagde han – hele kommunens borgmester?

Men balance – det oplever kommunens borgere bestemt ikke, og det fremgik klart, når man lyttede til spørgsmål og debat på mødet i Løvskal.

Jeg har gennem lang tid peget på den manglende land / by-balance som et både fordelingspolitisk problem og som et oplevelses- og tillidsproblem. Og min oplevelse blev bekræftet i Løvskal.

Heldigvis lytter mange politikere, og mange har også taget udfordringerne til sig – måske melder også Torsten Nielsen sig klar til at lytte?

Viborg Kommune er på mange måder en velfungerende kommune med god energi og generel udvikling på mange områder.

Men borgerne i omegnsbyerne og på landet føler ikke, at deres by og deres synspunkter i tilstrækkelig grad bliver taget alvorligt.

Det ønsker borgerne, at der bliver ændret på. Alle samfund i kommunen har nemlig ret til at føle sig set, hørt og mødt. – Ikke alle på samme måde, men på en afbalanceret facon, så ikke kun Viborg opleves som værende i en konstant udvikling, mens mange omegnsbyer hænger efter og mange landsbyer føler sig fuldstændig glemt.

Der er behov for en ny og omdefineret landdistriktspolitik (måske hedder den en omegnspolitik?), hvor der gøres op med tanken om, at udvikling i landdistrikterne udelukkende er et ansvar for lokalsamfundene og deres ildsjæle.

Nej, Viborg Kommune skal også have en plan og en handlingsstrategi for hvad man vil med omegnen og de mange mindre samfund – og der skal afsættes penge i et omfang, så disse planer kan føres ud i livet i en aftalt turnus.

Første skridt vil være oprettelsen af et landdistriktsudvalg (måske omegnsudvalg?). Der bl.a. skal have ansvar for, at ovenstående planlægningsproces bliver gjort til virkelighed. Oprettelsen af et sådant landdistriktsudvalg viste der sig bred tilslutning til i torsdags.

Og det er rigtig godt. Nu handler det så meget om at fastholde opmærksomheden i forhold til udvalgets arbejde med involvering af borgerne.

Et yderligere signal mødte bred opbakning torsdag aften – nemlig tanken om at omdøbe ‘Byrådet’ til ‘Kommunalbestyrelsen’.

Nogen vil mene, at det er en ligegyldig tanke – men dog en tanke, der understreger viljen til at arbejde med hele kommunen i en anerkendelse af at Viborg Kommune er mere end Viborg By. Dette signal finder jeg også vigtigt.

Alt ialt kørte jeg fra Løvskal med en god fornemmelse i maven i forhold til, at vi på sigt kan dreje udviklingen af vores kommune i en mere solidarisk retning. Således at borgere i Vridsted kan opleve, at de og deres lille by også har opmærksomhed og kan se, at ikke kun Viborg får al fokus.

Denne oplevelse af forandring i den politiske opmærksomhed kræver, at den følges aktivt til dørs. I forhold til den proces, stiller jeg mig til rådighed. Og jeg håber, at vælgerne vil give mig mandat til denne opgave.

Kommentarer