Debat og politik

Elo Nielsen: Udfordringer til alle og uddannelse til flere – for 25 millioner

Debatindlæg af Elo Nielsen. Kandidat til kommunalbestyrelsen for SF

Sommerferien er slut også for politikerne i byråd og udvalg.

Onsdag behandler Børne- og Ungdomsudvalget en praksisgørelse af forårets forlig på skole- og daginstitutionsområdet. De politiske visioner skal gøres til virkelighed og de 25 årlige millioner skal bruges, så de gør mest gavn. Millionerne er en del af budget 2018.

Det hele handler jo om at skabe en endnu bedre skole og et endnu bedre børneliv.

Det handler også om at sikre at Viborgs skolevæsen kan leve op til skolelovens forventninger og udmønte skolereformen efter hensigten.

Viborg kommunes skolevæsen er et af landets allerbilligste, når man kigger på udgiften pr elev, så det er rigtig godt og politisk ansvarligt at tilføre området flere penge. Men pengene skal bruges rigtigt – nemlig der hvor behovet er størst, der hvor opgaveløsningen halter.

Vi skal sikre, at alle børn bliver lige så dygtige, som de kan, og vi skal sikre at alle børn trives i deres skole.

Det er hele intentionen med skolereformen.

Ikke kun Viborg, men de fleste kommuner har udfordringer i forhold til løsningen af denne opgave.

Så her bør de 25 mio bruges.

I disse dage, hvor det nye skoleår begynder møder vi, på alle skoler små børn, der glæder sig til at komme i skole – til at tage skridt ind i det nye og forjættede land. De glæder sig til at lære at læse og til at udforske verden – lysten er stor, ”lad os komme i gang” – de står og tripper.

Den glæde og den begejstring skal vores skole bruge og formå at fastholde.

Men alt for ofte ser vi desværre, at begejstringen for hurtigt forsvinder, at læringen ikke lykkes, og at mistrivsel begynder at gro frem.

Vi ser for ofte børn – også mindre børn, der ikke trives i skolen.

Når succesen i arbejdet med fagene udebliver, falder selvværet, og lysten til skolen forsvinder.

Alt for mange unge forlader skolen uden at mestre de basale faglige kompetencer som f.eks. læsning.

Og alt for mange unge gennemfører ikke en ungdomsuddannelse – bl.a. på grund af den manglende skolefaglige formåen.

Disse helt grundlæggende udfordringer ved det at drive skole skal der holdes fokus på, når de 25 mio. skal disponeres. Det skal vi kunne gøre bedre.

Vi skal kunne skabe en undervisning, der møder det enkelte barn, der hvor det befinder sig.

Dette er kerneopgaven i skolen, og hvis den ikke lykkes, er der måske forhold i den måde vi laver skole på, der skal ændres?

De 25 mio skal ud at arbejde, og være med til at understøtte disse nødvendige forandringer.

Først da er der en chance for, at vi som kommune lykkes helt med opgaveløsningen i den skole, som vi har ansvaret for at drive og udvikle.

Alle børn skal trives, og alle børn skal blive så dygtige de kan. Ja, så enkelt og så svært på samme tid.

Lad os bruge de 25 mio rigtigt – ja på at få det til at lykkes.

Kommentarer