Samfund

Elever fra Vestre Skole i Viborg eksperimenterede i rullende laboratorium

Eleverne arbejdede med samfundsudfordringen: Hvordan sikrer vi mad nok til verdens stigende befolkning på en bæredygtig måde? Arkivfoto: LIFE Fonden

Eleverne i de to 8. klasser på Vestre Skole byttede i sidste uge to dage i klasselokalet ud med et topavanceret  laboratorium på hjul. Her arbejdede de eksperimenterende med naturvidenskab i undervisningsforløbet WeGrow, der tilbydes af LIFE Fonden. 

VIBORG – Hvordan sikrer vi mad nok til hele jordens befolkning på en bæredygtig måde? Det undersøger forskere  rundt om i verden – og det samme gjorde elever fra 8. klasse på Vestre Skole i undervisningsforløbet  WeGrow fra LIFE Fonden. 

Som en del af forløbet rullede det 65 kvm store mobile laboratorium LIFE Mobil Lab ind på skolen på A. S.  Ørsteds Vej den 28. og 29. september, hvor eleverne arbejdede med topavanceret laboratorieudstyr, der  svarer til det, som forskere i internationale forskningsvirksomheder bruger. 

– Vi er glade for at kunne byde eleverne indenfor i vores mobile laboratorium, som vi bringer direkte ud til  skolen med højteknologiske laboratoriefaciliteter og dygtige undervisere. I laboratoriet arbejder eleverne  undersøgelsesbaseret, hvor de via eksperimenter undersøger løsninger på den globale  samfundsudfordring,” siger Jon Gade, der er undervisningschef i LIFE Fonden.

De to 8. klasser havde hver én hel dags undervisning i laboratoriet. 

Superplanter og smarte sensorer 

Eleverne på Vestre Skole undersøgte, hvordan mikroorganismer og sensorteknologi kan bruges til at give  planter bedre vækstbetingelser for at producere kunne mad nok til verdens voksende befolkning. 

WeGrow og besøget i LIFE Mobil Lab er en bevilling fra LIFE Fonden, som ønsker at styrke børn og unges  interesse for naturvidenskab og teknologi. Blandt andet ved at tilbyde gratis undervisningsforløb og  laboratoriefaciliteter til skoler i hele Danmark. 

I undervisningsforløb fra LIFE Fonden arbejder elever undersøgende med virkelighedsnære  samfundsudfordringer, der understøtter FN’s verdensmål. WeGrow understøtter verdensmål #2 om at  stoppe sult. 

Alle LIFE Fondens forløb udvikles i tæt samspil med virksomheder, forskningsmiljøer og skoler. WeGrow er udviklet i samarbejde med Novozymes og BIO-AG, og eleverne arbejder med de samme metoder som  forskerne i virksomhederne. 

LIFE Mobil Lab indeholder avanceret laboratorieudstyr, som normalt ikke er til rådighed på skoler. Arkivfoto: LIFE Fonden

Om LIFE Fonden

LIFE Fonden er en erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den  naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og  interesse for naturvidenskab. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.

LIFE Fondens undervisning er gratis for skoler, da det uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden. LIFE står for  Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Læs mere på www.LIFE.dk

Kommentarer