Viborg By

Ekspert i sociale medier skal lære jyske ledere om disruption

Ekspert i sociale medier og digital strategi, Astrid Haug holder foredrag på VIA University College torsdag den 23. marts. Fremsendt foto

Disruption er det hotteste ord i dansk erhvervsliv netop nu, men for mange virksomheder og ledere er disruption et abstrakt modeord. Derfor inviterer Lederne Midt-Nord til konference om disruption torsdag den 23. marts på VIA University College Viborg, hvor tre oplægsholdere vil give inspiration til, hvordan den enkelte virksomhed og leder kan drage fordel af disruption.

Ekspert i sociale medier og digital strategi, Astrid Haug, vil deltage på konferencen og forklare, hvorfor det er vigtigt, at ledere i dag lærer at begå sig på sociale medier og digitale platforme. Hun vil fortælle deltagerne, hvordan de undgår at blive slået omkuld af digital darwinisme, men i stedet kan blive digitale frontløbere i deres virksomhed.

Konferencen byder også på foredrag af iværksætterne Jonathan Løw og Joachim Allerup. Jonathan Løw er tidligere online marketingschef for Bog & Ide og iværksætteren bag flere prisbelønnede virksomheder/projekter. Han vil gennem sit oplæg gøre disruption til et mere håndgribeligt begreb og komme med konkrete bud på, hvordan man som virksomhed kan forholde sig til disruption. Iværksætteren Joachim Allerup arbejder til dagligt med at gøre virksomheder mere agile og innovative. Han vil give de lokale ledere en række nye værktøjer, ledelsesprocesser og arbejdsmetoder til at få et strategisk greb om den teknologiske og digitale udvikling.

Afdelingsformand for Lederne Midt-Nord, Bjarne Kragh Jensen, ser frem til en konference, som vil oplyse lederne om det digitale univers, dets muligheder og trusler.

– Gennem vores sammensætning af oplægsholdere har vi især fokuseret på den tekniske og digitale udvikling, som fremtiden bringer. Vi har et ønske om at give de jyske ledere værktøjer til bedre at kunne håndtere fremtidens platforme og klæde dem på til de nye forretningsvilkår, siger Bjarne Kragh Jensen.

Konferencen finder sted på VIA University College, Prinsens Alle 2, 8800 Viborg, torsdag den 23. marts klokken 13. Konferencen er rettet mod ledere på alle niveauer, og både medlemmer og ikke-medlemmer af Lederne er velkomne. Tilmelding kan ske på www.lederne.dk/konferencer.

 

Kommentarer