- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Fra Ishavet til krigen i Ukraine
Afholdes mandag 9. oktober 2023 kl. 19:00
Begivenhed Navigation
Foredrag: Tag med Thomas Ubbesen og Anne Haubek på en rejse til Ruslands grænseland
Krig er igen en realitet i Europa og det i en målestok og gru, som ingen havde fantasi til at forestille sig, at vi skulle opleve i vores tid. Hvordan er det kommet så vidt?
Journalisterne og østeuropakenderne Thomas Ubbesen og Anne Haubek gæster Hovedbiblioteket i Viborg mandag d. 9. oktober, hvor de fortæller om deres rejser tæt op ad den russiske grænse og de mennesker, de har mødt her, mens krigen har raset i Ukraine. Fra Ishavet i nord til Sortehavet og Ukraines rygende slagmarker i syd. Undervejs har de mødt og talt med snesevis af de hverdagsmennesker, heriblandt russere, finner, baltere, polakker, ukrainere og moldovere, som dagligt er tvunget til at leve med fjenden, løgnen og ondskaben som nærmeste nabo.
Det nye jerntæppe
Hvad er det, der som et moderne jerntæppe har sønderrevet og delt vores kontinent, så øst og vest dårligt kan forstå og tale med hinanden længere?
Kom og hør et bud på et svar fra Anne Haubek og Thomas Ubbesen på dette og andre spørgsmål . De har begge en mangeårig fortid i DR, hvor de især har arbejdet med udenrigsstof både på TV og radio. Denne aften deler de ud af deres store viden med udgangspunkt i deres to bøger ‘Vi var Folket – møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald’ og ‘I skyggen af det nye jerntæppe’ om Ruslands naboer og krigen i Ukraine.
Det er mandag den 9. oktober kl. 19.00 på Hovedbiblioteket i Viborg. Entré 100 kr. Køb billetten på viborgbib.dk eller på et af bibliotekerne i Viborg Kommune.