Debat: Alle unge bør hyldes med samme kraft
Debatindlæg af Mette Nielsen (S), Byrådsmedlem i Viborg Byråd og folketingskandidat.
Stort tillykke til alle de studenter som netop er sprunget ud! Det er godt gået, at være nået til vejs ende – uanset hvilken farve huen har!
Når det er sagt, så har en af mine kæpheste længe været, at fejringen af studenter og håndværkere med et svendebrev skal ”ligestilles”. Jeg mener, at de alle de unge mennesker skal blive færdige med deres uddannelse på samme tid, så den røde løber rulles ud og de fejres med samme ”kraft” og mænge festligheder.
Lige nu er der i medierne og på de sociale medier, en masse historier om de dygtigste studenter, som hiver det ene 12-tal hjem efter det andet. Det er selvfølgelig også flot! Men der er også en kraftpræstation, når de som havde svære odds – også kom i mål. Det kunne godt fortjene noget ekstra omtale og anerkendelse. Men det får ikke redaktionerne til at skrive løs, det overlades oftest alene til mors facebook opdatering.
Der tales meget om, at de unge oplever pres, stress og udfordringer med selvværdet. Det tror, da pokker når vi skaber en social konstruktion, hvor vi kun hylder nogen af de unge – og helst dem med de højeste karakterer.
Derudover mangler jeg også en større hyldest og anerkendelse af tømreren, smeden, kokken, bageren eller tjeneren, når de får deres svendebrev i hånden. En håndværker med karakteren 12 er ikke noget der fylder meget i danskernes bevidsthed eller i medierne.
Måske sidder der en enkelt eller to og tænker, hvorfor skriver hun det? Ville hun selv gerne være student? Til det kan jeg sige, at jeg blev fejret med studenterkørsel og fester i massevis den sommer, hvor jeg selv fik min hue på. Jeg skriver heller ikke ovenstående fordi, at jeg er mor til to tømrer drenge, hvor ældste søn er færdig uddannet – mens yngste søn stadig er i lære. For jeg synes helt bestemt, at det er hyggeligt på Mercantec til det bruncharrangement med taler der holdes når sendebrevene overrækkes. Mit synspunkt er således langt fra en ”lokal kritik”. Det er derimod et er et nationalt ønske om, at uddannelsessnobberiet stopper, og det arbejde starter allerede i folkeskolen, ved studievejlederne og ved forældrene. Forskning viser, at ”mor” spiller en stor rolle i unge menneskers uddannelsesvalg. Med andre ord, så vi trænger vi til mere fokus og respekt af håndens arbejde helt grundlæggende. Derudover ved vi, at vi kommer til at mangle håndværkere, og det betyder, at flere i fremtiden skal vælge en uddannelse som håndværker, hvis vi skal kunne følge med den fremtidige efterspørgsel af arbejdskraft.
Kommentarer