Debat: Indsigelse mod biogasanlægget i Vammen
Debatindlæg af Maria Elmbæk, Vammen
De små landsbyer er udfordret på mange fronter. Der bygges mindre nye huse end i de større byer, de unge forlader landsbyerne i jagten på bedre uddannelsesmuligheder, den kollektive trafik er udfordret af besparelser osv. Dette gør at hver enkelte landsby skal være noget unikt for at tiltrække sig nye mennesker eller for at få de unge hjem igen.
I 2008 blev Vammen skole lukket, besparelser sagde man, som var nødvendige for kommunen og derfor røg også vores børnehave med i svinget. Dette betød at Vammens borgere måtte stå sammen og finde en mulighed for at beholde livet i byen, så den ikke uddøde, som mange andre landsbyer uden skole/børnehave. Uden disse essentielle muligheder for pasning og skolegang, uddør de små byer. Derfor blev friskolen og dermed også Langsø Børnehus oprettet og byen blomstrer og trives og vi har et godt samarbejde.
De små byer ses efterhånden som affaldsbyer, der ikke kan måle sig med en stor by som Viborg, og det virker som om alt er tilladt. Der findes ingen grænser for hvad vi skal udsættes for, måske fordi vi ikke tæller i det vigtige regnskab?? Men vi er ikke bare en affaldsby, og vi ønsker at kæmpe for at bevare vores lille dejlige samfund præcist som det er nu, uden flere tunge udfordringer. Tvært imod forventer vi faktisk en fremtidig opbakning, for at kunne bevare de små samfund, så udkantsdanmark ikke kommer til at inkludere alt udenfor Viborg, Holstebro, Aalborg m.fl.
At placere et biogasanlæg 800 m fra vores by, må ses som en ren tanketorsk, da intet taler til fordel for hverken projektet eller dets placering. Byens borgere er klar over vigtigheden af grøn energi, og vi bakker op om fornuftige projekter der tilgodeser både os, naturen og samfundet generelt. Ifølge VVM-rapporten vil den årlige besparelse være på blot 8000 tons og er dermed et meget ringe udbyttet stods anlæggets størrelse. Derfor kan vi naturligvis kun opponere mod udførelsen af det foreslåede biogasanlæg. Dette gør vi af flere årsager, fordi vi som berørte borgere, tilsyneladende har sat os noget mere ind i hele projektet, end dem der skal tage den afgørende beslutning.
Da man ansøgte om biogasanlægget havde man helt andre tal på bordet. Efterhånden som det skrider frem forhøjes disse tal og det virker som man bare godkender alt der lander på bordet foran en. Bl.a. er der tilføjet 42,8 % ha land. Ydermere er der tilføjet nyt biomasse, som man kan frygte vil udvide sig med tiden. Skorstenenes oprindelige højde er pludselig forøget fra 24m, til 42 m. Hvordan kan man præsentere en plan der ændrer sig fra uge til uge med nye større tal?? Har man fra start af, ikke sat sig godt nok ind i det projekt man ansøgte om?
Man ønsker at placere biogasanlægget under 150m fra skel til nærmeste nabo. Ydermere blot 350m fra Natura2000, der omfatter både habitatområde og fuglebeskyttelsesområde, i umiddelbar nærhed af §3 område, stille område i et område med den sjældne fredede Havørne, fiskeørne og sangsvaner og ikke mindst fortidsminder.
Anlægget vil rage hele 42m op og endda med en forslået placeret på det højeste punkt i området. Dette fremhæver den visuelle fremtoning af anlægget i det åbne landskab, hvor den vil kunne ses fra alle retninger. Planområdet ligger 370 meter fra kommuneplanens udpegning af værdifulde landskab omkring Tjele Langsø. Miljørapporten konkluderer, at der ikke vil være en væsentlig visuel påvirkning af oplevelsen af de værdifulde landskaber. Man kan derfor spørge sig selv om hvor uvildig denne rappoert i virkeligheden er, hvis den konkluderer at et 19.000m2 anlæg med 42
meter høje skorstene og 24 meter høje reaktortanke, ikke ændrer væsentligt på den visuelle oplevelse af området. Det burde man nok kunne blive enige om ikke passer. Dermed virker det svært at finde en dårligere placering, rent visuelt, hvilket også fremhæves af dansk Natur fredningsforening:
”Den foreslåede placering er i Dansk Naturfredningsforening -Viborgs øjne særdeles uheldig, idet anlægget vil ligge højt i landskabet, umiddelbart ud til ådalen og netop på et sted, hvor man ad Tjele Møllevej har mulighed for at opleve den naturskønne dal fuldt ud. Anlægget har en sådan størrelse, at hverken farvevalg eller beplantning kan råde bod på det.
Vi skal i den forbindelse henvise til Kommuneplan 2017 – 2029, hvor selve å-dalen er udpeget som værdifuldt landskab og hvor det er angivet som retningslinje 1: ”1. Byggeri og anlæg uden for de værdifulde landskaber og de geologiske interesseområder må ikke tillades placeret eller udformet, så de i væsentlig grad forringer de landskabelige og geologiske værdier i disse områder.”
Lokalplanens formål er at sikre, at opførelse af ny bebyggelse tager mest muligt hensyn til det omkringliggende landskab, natur og naboer. Ifølge retningslinjen gælder det at: ” fælles biogasanlæg lokaliseres nær større veje, gylleproducenter og aftagere samt under hensyntagen til byer, natur-, landskabs- og miljømæssige interesser. Der skal tages hensyntil vægtbegrænsning broer og bygningsværker.
Hermed kan vi igen konkludere at anlægget ikke skal placeres uden for Vammen by, da placeringen er så uhensigtsmæssig som den overhovedet kan blive.
Biogasanlægget er miljøklasse 7: Klasse 7 omfatter virksomheder og anlæg, som er særligt belastende for omgivelserne, og derfor som hovedregel skal placeres i områder, indrettet til særligt miljøbelastende virksomhed. Anbefalet minimumsafstand i forhold til boliger 500 m.
I og med der er mindst 5 naboer indenfor en afstand af 500m fra anlæggets forslået placering tages der på ingen måde hensyn til lokalplanen eller borgerne.
Der ses stort på de kommende trafikale problemer, hvor ekstremt dårligt vejnet allerede nævn som en stor ulempe. Derud over kan det undre, at politikere kan ignorere vores børns og andre bløde trafikanters sikkerhed på vejene, ja ligefrem gøre grin med vores bekymringer. Måske de aldrig har set deres barn cykle ved siden af en kæmpe gylletank eller lastbil? I de større byer er der bredere veje, cykelstier, lyskryds eller andre foranstaltninger der kan passe på de bløde trafikanter på vej til skole eller indkøb. Vi har intet. Vi kan og vil ikke acceptere en så voldsom stigning af tonstunge køretøjer på vores uegnede veje.
Det er efterhånden kommet frem i dagens lys, at de parter der ønsker at anbringe dette biogaslæg uden for byen, er de selv samme som har flere konkurser og tab af mange millioner bag sig. Dette gennem bl.a. EGJ Invest samt Scan Energy. Man kan spørge sig selv om, hvorfor nogen vil samarbejde omkring et så stort projekt, med forretningsfolk der har en mildest talt dårlig historie. Og hvem ender med problemet i sidste ende, hvis noget går galt. Vil kommunen påtage sig den regning?
Den såkaldte uvildige rapport konkluderer, at der hverken vil være støj eller lugtgener fra det forslåede anlæg. Hvordan i alverden vil kommunen garantere, at det ikke vil medføre lugtgener, som rapporten tilsyneladende har slået fast? Det opleves bl.a. som et voldsomt stort problem for
mange boere i Kalundborg, der kæmper med lugtgener fra deres biogasanlæg og derfor kan det undre, at man kan konkludere der ingen gener vil forekomme. Ydermere ligger mange huse i byen placeret meget tæt på vejen, dermed vil de fleste husstande faktisk blive berørt at støjgener fra de tunge køretøjer. Allerede nu er der i sommersæsonen støjgener fra landbrugskøretøjer, og så ønsker man at tilføje byen op mod 216 tunge køretøjer dagligt, med den påstand at vi ikke vil bemærke det?
Der kan ikke herske tvivl om at der er meget på spil for byen, borgerne og naturen omkring os. Men det er sikkert og vist, at vi vil vores landsby det bedste og vi ønsker der skal være en fremtid. Den skal inkludere nye familier, flere nye huse og en stabil struktur i form af skole og indkøbsmuligheder. Projektet vil forringe samtlige værdier for byenog derfor vil vi opponere imod forslaget med alle kræfter.
Kommentarer