Debatindlæg af Mette Nielsen (S). Byrådsmedlem i Viborg Kommune og folketingskandidat.

Uge ét er godt og vel gået siden vores Statsminister lukkede vores uddannelsesinstitutioner og flere offentlige arbejdspladser ned. Senere blev grænserne lukkede – og storcentre, cafeer, restauranter, diskoteker, frisører og andre servicehverv, som er tæt på mennesker, blev også bedt om at lukke ned.

Flere hjælpepakker til det private erhvervsliv er kommet til. Nogen har taget imod dem som en redningskrans, mens andre har fyret deres medarbejdere, på trods af de kunne få dækket største parten af lønudgifterne. Der er tale om mennesker, som ikke kan betale deres regninger, og måske ikke kan forsørge deres familier. Flere af dem som har mistet deres job vil være medlem af en a-kasse, men der er også en del som vil ende på kontanthjælp. Det vil give et stort pres på ”vores fælles velfærdsopsparing”, som vi betaler til via vores skat. Det vil i fremtiden have konsekvenser i forhold til, hvad er er råd til på velfærdsområderne, altså hvor mange hænder er der råd til i daginstitutioner, skoler, ældreplejen, på vores hospitaler, og for ikke at glemme mennesker med fysisk og psykisk sygdom – og andre særlige behov.

Fødselsdage, bryllupper og den salgs er blevet aflyst. Heldigvis. I pressen har der været eksempler på, at Coronasyge mennesker på vores hospitalet kan ikke få besøg pga. smitterisiko, ej heller, selv om der er tale om børn eller mennesker i kritisk tilstand. Pårørende til folk på hospice må vælge de 5 nærmeste pårørende til at besøge, ”den som står deres hjerte nær – og som skal dø”. Begravelser er gennemført med maksimum 10 deltagere.

Sundhedspersonale, personale i ældreplejen, personale på botilbud og som varetager særlige opgaver for mennesker med særlige behov knokler videre. Det gør også butiksansatte, postvæsnet, politiet, journalister, håndværkere og andre i erhvervslivet. Dermed er der mange, som bør have en stor tak for deres indsats, for at holde Danmark i gang selv om det er på et noget lavere blus end før Coronaen kom til Danmark.

Optimisterne siger: Det er jo bare som en influenza, jeg plejer ikke at blive syg, der er jo igen her i området som er smittet – underforstået: Det går nok.

Så langt så godt, skidt eller dumt – hvis jeg må være så fri.

Statsministeren, Dronningen og politiet har været tydelige i deres kommunikation. Og heldigvis har sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm også været på banen. Han er blevet en form for en ”darling”, så ham lyttes der til på en særlig måde, og hans CV deles også flittigt på Facebook. Det sker både som hyldest til ham, men også som ”medicin” mod falske Corona nyheder. Jeg er helt enig i, at han er en både troværdig og formidabel formidler.

Jeg hører også en stor ros til vores statsminister Mette Frederiksen. Altså ros fra mange som ikke i hverdagen er socialdemokrater. Rosen til vores statsminister gives for hendes kommunikation, handlekraft og evnen til at ville kommunikere med alle aldersgrupper. Mette Frederiksens måde at gøre det på, er ikke set før fra en statsminister i Danmark.

Derudover glæder det mig, at vores folketing står sammen om at finde løsninger. Det er vores demokrati, når det er bedst, og hvor det ikke er hverken ideologi, partifarve eller politiske rævekager, der er styrende for dagsordenen og dermed resultatet. Vi kan alle være stolte af, at Danmarks ”øverste bestyrelse” er rykket sammen til gavn for os alle.

Alvoren er tydelig for de fleste – og de tæller heldigvis det meste af befolkningen. Men på trods af alle rædslerne fra Kina og Italien, kan man stadig i medierne se, at der stadig mennesker i Danmark, som er ”tættere”, og flere end de anbefalede 10 personer.

Når det så bliver svært med ”Coronanen” og den uforudsigelighed der følger med, ja så kan der f.eks. findes nogen at skælde ud på. Det kan være en person/eller nogen som vi har set, som har købt for meget gær eller toiletpapir og den slags. Det er da også dybest set træls, hvis det er udsolgt, særligt hvis man enten skal bage eller have tørt bagdelen.

For mig at se så er det et interessant spørgsmål omkring, hvorfor vi mennesker i en krisetid har brug for, at flytte fokus og stå sammen om ”en mindre ting” som mangel på gær og toiletpapir” eller en ”glemt” hundelort på et fortov, midt i en krisetid hvor der er mange menneskeliv på spil?
Er der tale om en forsvarsmekanisme, så vi ikke behøver tage ansvar for vores egne handlinger, eller har vi brug for at stimle sammen om ”noget”, som vi kan forholde os til” – for at flytte fokus fra det alvorlige?

Der er grund til at træde varsomt i ”dette ukendte”. Jeg tror ikke der findes mennesker, som vil handle ”dumt” med vilje. Men vi mennesker er sociale, og i en situation som denne, er det vigtigt, at vi tænker os om – hele tiden! En faldgrube er, hvis vi tænker, at der måske ikke lige en af vores nærmeste, som kan blive alvorligt syg og måske dø af Coronavirus, og derfor ”går det nok”.At vi bare gerne liiige vil ”det her”, og bruger argumentationen for at ”legalisere det”, at vi er jo heller ikke så mange, og der er jo ingen syge i vores omgangskreds. Om ikke andet kan vi glemme Corona for en stund. Disse linjer i dette afsnit er noget af det værste vi kan gøre lige nu, for så underkender den kraft, som Coronaen kommer med, og den hast den smitter med, hvis det går rigtig galt. Den kan blive en Tsunami både i vores sundhedsvæsen – og i mange menneskers liv og hverdag hverdag fremover.

Lad mig minde om: Vi har alle et ansvar, også når historiebøgerne skal skrive som os. Tænk sig hvis det første kapitel om ”vores historie” handlede om vores samfundssind og evnen til at passe på os selv og passe på hinanden. Så vil det uden tvivl blive en bestseller for vores efterkommere.