Brug ressourcerne, hvor de er
Debatindlæg af Vibeke Duchwaider. Mor i tilflytterfamilie tæt på Nørreådalen, frivillig gymnastikinstruktør i Team Nørreå og virksomhedsejer i Viborg Kommune.
Et natur- og fritidscenter med udgangspunkt i Multihuset Nørreå midt i Nørreådalen er en genial mulighed for at samle ressourcer, skubbe til den grønne omstilling og udvikle naturturismen i et smukt landskab.
Det giver mening for familier – herboende såvel som tilflyttere – men det giver især mening i et større samfundsperspektiv, hvor vi alle i langt højere grad skal udnytte lokale ressourcer bedre, hvis vores børn i fremtiden skal kunne leve bare nogenlunde, som vi gør nu.
I en tid hvor naturturisme vinder mere og mere frem i Danmark, ikke mindst i skyggen af Coronakrisen, er der brug for endnu flere fantastiske steder, hvor vi kan nyde Danmarks natur. I fremtiden kan vi ikke forvente at kunne rejse med fly, hvorhen vi vil, når vi vil. En trend som rigtigt mange danskere har taget til sig. Sheltere, naturteltpladser og andre naturtilbud har gennem de seneste år mærket en enorm stigende efterspørgsel. Faktisk så meget at populære shelterpladser rundt omkring i Danmark kan være booket langt ud i fremtiden. Der er dog plads til os alle i vores skønne natur, men vi skal gøre flere dejlige steder mere tilgængelige, og vi skal hjælpe den grønne turisme på vej. Her er Nørrådalen en oplagt mulighed. Her er fantastisk natur, gode kanoforhold og flotte ruter både på landevejscykel og mountainbike, men der mangler bedre adgangsforhold til åen, bedre vandreruter (både langs åen og i hele Nørreådalen generelt), flere ophalingspladser til sejlende gæster samt flere overnatningsmuligheder. Dette vil et naturcenter og fritidscenter med udgangspunkt i et nyt multihus ved Nørreå Friskole være et oplagt omdrejningspunkt for. Natur- og fritidscenteret skal give adgang til sheltere og bålpladser, udekøkken, direkte adgang til og fra åen og ikke mindst information om den lokale natur og historie. Arbejdet er allerede påbegyndt af Ålum Beboerforening med et kajakhotel ved Ålum.
Lokale (såvel som nationale) virksomheder vil desuden i høj grad kunne drage nytte af Natur- og Fritidscenteret ved Nørreå. Hvor trenden måske før har været fine personalearrangementer og strategidage i konferencecentre med vand i plastflasker og tag-selv-buffet til det stod ud af alles ører, fornemmer jeg, at der et ønske om at mødes mere simpelt, have fokus på det enkle og ikke mindst på at mindske ressourceforbruget. Her vil et multihus kunne anvendes til personalearrangementer for både små og store virksomheder, hvor man så har mulighed for at starte eller slutte dagen med aktiviteter i naturen, få foredrag af naturvejledere eller lære om den lokale natur- og kulturhistorie. Og skulle der i shelteren om aftenen, mens sidste hånd lægges på strategien for de næste fem år, være en direktør, der har hang til god rødvin og tapas, så leverer den lokale Brugs, slagter eller områdets flere delikatesseforretninger rigtig gode løsninger på den slags.
Jeg hørte den anden dag i radioen, at den grønne omstilling skal komme fra borgerne, og jeg tænker, det nok ikke er helt forkert. En diskussion, jeg dog ikke vil komme nærmere ind på her, blot konstatere, at det er helt oplagt i vores lokalsamfund.
I Nørreådalen og landsbyerne omkring bugner det på alle måder af ressourcer, både de menneskelige, men i høj grad også naturens ressourcer. Der er haver, hobbylandbrug, drivhuse, bistader, fiskeri og jagt alle steder. Jeg vil vove den påstand, at vi med ganske begrænsede indkøb ude fra, kunne brødføde det meste af ådalen, hvis vi alle slog os sammen. Et fødevarefælleskab her er oplagt, men vi mangler et sted at samle den lokalt producerede mad.
Med et fælleskøkken med multisal og samlingspunkt, vil Multihus Nørreå helt naturligt danne ramme om en fælles fødevarebank. Og det skal jeg personligt gerne sørge for kommer op at stå!
Når der er sagt fødevarefællesskab, ja så falder tanken automatisk på delebiler, lånecykler med og uden el, tøjbyttedage og fællesspisning, men det må blive omdrejningspunktet i et andet læserbrev.
Kommentarer