Viborg By

Bøger & Pizza: Bliv inspireret til nye læseoplevelser sammen med dit barn

Efter to udsolgte Bøger & Pizza-arrangementer i foråret inviterer Viborg Bibliotekerne igen til en eftermiddag, som står i læselystens tegn.

Søndag den 10. november klokken 13-15 vil arrangementet Bøger & Pizza endnu engang løbe af stablen på Hovedbiblioteket i Viborg, og børnebibliotekarerne vil stå klar med boganbefalinger i forskellige genrer til børn i alderen 10-13 år.

Hvis du og dit barn mangler inspiration til den gode læseoplevelse eller måske har mistet lysten til at læse for sjov, så tag dit barn med til en hyggelig eftermiddag på bibioteket. Efter boganbefalingerne vil der være pizza, og vi slutter dagen af med kreative workshops og Virtual Reality til dem, der har lyst.

Hvordan inspirerer vi vores børn til at læse?

Det kan være svært, som forældre, at inspirere og finde litteratur, som kan få gang i læselysten hos ens barn. Fakta er dog, at børnene ofte kigger på deres mor og far og bliver inspireret af dem. Det viser en stor undersøgelse af børns læsevaner, lavet af bl.a. Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Når børnene bliver spurgt, hvor de finder inspiration til, hvad de skal læse i fritiden, ligger mor og far højt på skalaen.
Bøger & Pizza er en gylden mulighed for at kunne invitere til nye læseoplevelser og være fælles om at gå på opdagelse i bøgernes verden.

Arrangementet foregår på Hovedbiblioteket i Viborg søndag 10. november klokken 13-15. Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig på www.viborgbib.dk.

– Vi håber, at vi får en rigtig hyggelig eftermiddag sammen, lyder det fra Janni Uhre Lybech fra Viborg Bibliotekerne.

Kommentarer