Blomstergården inviterer til temadag på søndag – med fokus på hosta
Søndag den 14. juli inviterer Blomstergårdens Venner til temadag med fokus på Hosta; en plante som de senere år har fået en opblomstring i danske haver
For 50 år siden var hosta eller funkia, som den rettelig hedder på dansk, noget der kun fandtes i bedstemors have og, som hørte ‘bedstemorhaver’ til, og der fandtes under 10 sorter i danske haver. Siden dengang er der sket utroligt meget med hosta. I dag findes der mange tusinde varianter, og der kommer hvert år mange nye til. I dag er der mange haveejere, som samler på hosta.
Det fortæller Villy Mougaard, som sammen med sin hustru Margit driver Blomstergården, der ligger mellem Rødding og Viborg.
På søndag inviterer parret sammen med ‘Blomstergårdens Venner’ til en temadag om hosta, med rundvisninger, hvor besøgende kan få indblik i plantens mangfoldigheder.
Alle mulige farver og størrelser
Om planten fortæller Villy Mougaard:
“Hosta fremtræder hele sommeren med sine flotte blade, der kan være små og slanke eller store og brede – ensfarvede i forskellige grønne, blågrønne nuancer eller med forskellige mønstre i hvide og gullige toner. Nogle har hvid eller gullig kant, andre har det som striber på langs i bladene eller som aftegninger i et utal af mønstre på hele eller dele af bladene.
Hosta fås i alle mulige størrelser. De mindste sorter bliver kun nogle få centimeter store, mens de største kan blive op til halvanden meter. Der findes således hosta til enhver have – lille som stor.
Hosta blomstrer midt på sommeren – fra sidst i juni til ind i august-september, afhængigt af sorten. Blomsterne varierer fra ren hvid over lyslilla til dyb mørklilla. Senest er der kommet sorter, hvor blomsten går over i det gullige.
Hosta er velegnede som krukkeplanter, og langt de fleste sorter kan stå ude hele året i en krukke eller stor potte, modsat mange andre krukkeplanter, der skal stå beskyttet om vinteren.
Hosta kan frøformeres, men da der er lavet så mange krydsninger de seneste år, skal man ikke forvente at frøplanterne bliver identiske med moderplanten, da bagvedliggende gener kan komme frem igen. Faktisk er hver enkelt frøplante at betragte som en ny sort. Vil man have fuldstændigt identiske planter, må man dele eksisterende planter.
Hosta kan spises. De nye, spæde blade kan i det tidlige forår bruges i salater. Smagen varierer fra sort til sort.”
Alle disse emner kommer Villy Mougaard ind på, når han viser rundt ved temadagen på søndag.
Der er rundvisninger klokken 11 og klokken 14. Entré koster 50 kroner.
Villy Mougaard har mere end 50 års erfaring med dyrkning og formering af mange forskellige plantearter og kan svare på næsten alle spørgsmål, der er om mange af de forskellige planter der findes i parken, som rummer omkring 250 forskellige hosta i alle mulige varianter og størrelser.
Kommentarer